Økonomiske råd til SU-mountainbikers

Du vil gerne køre MTB, men har ingen penge. Her er din vejledning.

Før du læser vejledning skal du selvfølgelig være bekendt med ”The Rules” – er du ikke det, så bliv det inden du fortsætter.

I og med du er sprunget til denne linje bliver det antaget at du er blevet bekendt med ”The Rules” – fint. Her kommer de så, de 9 råd for SU-MTBers og andre fattigrøve:

    

1. Meld dig ind i en klub som Cycling Nord eller MTB Frederikshavn – Hvorfor det tænker du? Er det ikke meningen med disse råd at man skal forsøge at undgå så mange omkostninger som muligt og herunder også et medlemsgebyr i en cykelklub? For det første vil du gerne blive hurtig, og det bliver du ikke på egen hånd. For det andet skal du have rigtigt MTB-tøj. Du må ikke køre rundt i et gammel CSC-Tiscali-outfit på sporet. Det dur ikke. Det kan godt være der skal spares penge, men sætter  du spørgsmålstegn ved dette råd er du ikke bekendt med ”The Rules”. Derudover er der også en grund til valget af ovenstående klubber du vil kunne drage på økonomisk. Det forklares om lidt.
2. Køb ét sæt tøj – som du allerede er bekendt med er al MTB-udstyr hamrendes pebret og det gælder naturligvis også tøjet. Her er der mange penge at spare. Start med at købe en langærmet trøje, en vindvest og et par korte bukser. Det bliver da koldt om vinteren tænker du måske? Ikke hvis du trækker tre lag skiundertøj indunder førnævnte tre beklædningsdele – så er du klar til vintertræning!
3. Køb en fed cykel, som du ikke har råd til. Afdragsordninger er en fantastisk ting! En god fingerregel her er: Hvis du har udset dig en cykel som du kan købe uden at lave en form for afbetalingsordning, så er den ikke god nok.
4. Når du har købt den fede cykel og lavet afdragsaftale, skal du lige lave dit madbudget om. Ikke mere kylling, frugt eller kage. Slet alt hvad der står på din indkøbsliste og skriv ”Havregryn”. Mælken kan sagtens spares ved at hælde havregryn og vand i en gryde ved middel varme og så smage til med salt. I Rema1000 kan du købe 1kg havregryn for 8,- kr.
5. Du har det hele nu, cykeltøj, en dyr cykel og et nærende kostprogram – nu skal der lires! Det er jo pissedyrt tænker du, og ja, det kan det være. Husk cyklen skal matche dit tøj. Her kommer valget af cykelklub ind i billedet. Røde og sorte cykeldele er nogle af de mest almindelige på markedet, derfor skal du melde dig ind i en klub hvis farver er sort/rød. Køb en flaskeholder i sort/rød fra Elite, den koster vel 10euro sådan en. Derudover er der MASSER af vægt at spare på håndtag, så køb et sæt Ritchey-greb, som ligger på ca. samme pris. Nu bliver du hurtig
6. Tag til værkstedsaftener. Af og til uddeles ”goodie bags” med forskellige sager i. Undervurder ikke betydningen af en flaske gratis kædeolie. Pludselig har du ikke mere og kontoen er i overtræk.
7. Lad være med at følge din gaffelproducents anbefalinger for service af din forgaffel. Hvis du skulle rende ned til cykelhandleren hver 50. time med din gaffel, kan du godt vinke farvel til din nye Elite flaskeholder.
8. Du kan køre meget langt på din sliddele. Hør ikke efter når andre MTBers, der er helt oppe at ringe fordi de har klemt 1500km ud af deres dele med to kæder. Rens din kassette, pil kæden af, rens den med masser af kærlighed, så holder det hele meget længere. 
9. Sidst, men ikke mindst: En af de rigtige fede ting ved MTB-miljøet er at folk er rigtig flinke til at hjælpe. Så spørg om tjenester, indenfor nogle realistiske rammer selvfølgelig, så er der næsten altid nogen der vil hjælpe. Er det en større tjeneste forventes et stykke kage som betaling.

Ride On, Bitchachos!

Tid til evaluering

Jeg havde opstillet fire mål for min 2013-sæson på den terrængående…

•     Podieplads i Rold24Race
•    Oprykning til B-licens
•     Top 5 i en afdeling af SRAMligaen
•     Sejr i Aalborg MTB Challenge (3 omgange) (???)

To opnåede, et ikke-opnået og et mål der først kan realiseres om en tre ugers tid. Dog er jeg ikke sikker på jeg står klar til løbet i Kongshøj. De seneste 16 dage har jeg været på cyklen to gange grundet sygdom og at jeg lige nu igen ligger senget med et overbelastet baglår, som jeg ikke har nogen vished om hvornår er klart igen, da jeg lige nu har ret svært ved overhovedet at gå med det. Kageløbet er om syv dage og lige nu ser det ikke ud til jeg vinder en hel masse håneret der desværre.

Det var sgu lidt en deprimerende indledning lad os prøve at sparke det i gang med al den motivation jeg har ligget og bygget op for vintersæsonen og de mange løb næste år! You never know what you got till it’s gone, har en eller anden tuity-fruity, måske popsanger er mit gæt, sikkert sunget på et eller andet tidspunkt. Det er sgu nok endda sket en del gange, men det var nu ikke pointen med at fremhæve den sætning. Pointen var at den giver mening for mig lige nu.

Jeg har jo jokket så lidt i mine eggbeaters den sidste stykke tid at det føles lidt som om jeg har mistet det der med at køre MTB, overdramatisk skrevet velsagtens, men det kan vel også gradbøjes en smule. Når man mister noget finder man ud af hvor glad man er for det, som vores gode ven, som efter en hurtig google-søgning er folk som Tobymac, har sagt det, og de sidste par uger har min motivation til at køre MTB og træne hårdt steget i takt med at jeg ikke har kunne komme ud og får jord under Schwalbe-dækkene.

Jeg glæder mig. Som et lille barn til at jeg skal ud og give den gas! Jeg håber jeg kan køre med i Tornby i næste weekend, også selvom jeg møder op i kageform. MTB’ere er de sejeste mennesker i verden og det bliver pissefedt at komme tilbage!

Ride On, Bichachos!

Dobbelt SRAMliga-AVFORHELVED'

ADVARSEL: Følgende blogindlæg indeholder undskyldninger. Jeg beskylder bl.a. mit hjelmvalg for at være hovedårsagen til at jeg ikke vandt SRAMligaen 2013 samt blev Danmarksmester. Det er fanme fedt at være cykelrytter! :D

Da jeg har stået lidt i stampe med min træning siden sidst i maj lige efter 24 timersløbet i Rold var planen egentlig kun at køre femte og sidste afdeling af SRAMligaen i Vejle og så bare give den så meget smadder som overhovedet muligt. To uger før løbet måtte jeg dog droppe træningen en uges tid pga. rygproblemer.

Jeg kom dog afsted til begge løb endda sammen Rold Skov MTBs allerhelvedes til hurtige ungdomshold. Det var første løb i B og cirka halvvejs gennem løbet i Kolding strejfede tanken mig dog om jeg måske lige var hurtigt nok ude med den der oprykning. Der fik jeg nemlig en overordentlig stor gang røvfuld. Okay, min træning har langtfra været perfekt de sidste tre måneder, men at jeg skulle have så mange høvl havde jeg ikke lige planlagt.

Næste dage, 30 kilometer længere nordpå, på hvad der nok viste sig at være den rute der lå bedst til mig i år, nok sammen med Silkeborg tilbage i April, tog jeg dog revanche. Jeg blev kørt agterud i Kolding. Det gjorde jeg ikke her. Jeg kørte løbet lidt anerledes end hvad jeg plejer. Gemte mig lidt i starten og arbejdede mig stille og roligt i gang. På bakkerne, og de var lange og stejle i dagens anledning, havde jeg ikke nogle problemer, men på det flade havde jeg som sædvanligt svært ved at træde hårdt nok. Der var rigtig god support fra Rold Skov MTB i alle feed-zones og det gjorde jeg kunne køre fuld gas.

Eneste problem var varmen. Min POC-hjelm virkede som en el-kedel og samtlige feed-zones blev brugt til at snuppe en flaske vand og hælde den udover kraniet. Da vi kørte ud på sidste omgang sad jeg egentlig fint nok med. Små to minutter efter Top 10-placeringerne. Derefter gik det dog lidt galt. Jeg havde efter målpassagen efter andensidste omgang smidt min flaske, da der ikke var særligt langt til næste feed-zone hvor jeg havde en flaske stående. Den del af planen gik som også fint nok. Jeg fik flasken, drak af den….. og derefter er det så sort. Efter skibakken-nedkørslen kort efter blev jeg mildest talt irriteret da jeg så min flaske ikke sad i buret, og jeg kan stadig ikke huske hvad der var sket. Der er selvfølgelig en stor sandsynlighed for at den var hoppet ud på nedkørslen som var meget ujævn. Enten det eller også havde jeg pr. ren refleks smidt flasken efter feed-zonen, da jeg som beskrevet tidligere havde gjort præcis det samme i samtlige feed-zonepassager so far.

Resten af omgangen blev mildest talt overlevelse og jeg var helt færdig da jeg kom i mål. Jeg havde på den sidste omgang tabt to minutter i forhold til min andensidste, så det havde nok kostet lidt.

Sidste SRAMliga-løb overstået for i år, mit første år i cirkusset. Det var fedt, men fik dog ikke ligefrem indfriet mine egne forventninger. Dog kunne jeg med ustruktureret forberedelse hænge på røven af B, så det er jo egentlig fint nok. Næste år? Top 5 i B – KA-POW!

Ses vi til Kageløbet?! ;)

En lille two-parter om sommerens løb

Her følger lige et par løbsberetninger fra de løb jeg kørte denne sommer. Første del vil være om mit Alperidt i Salzkammergut MTB Trophy og anden del om dobbeltafdelingen af den netop overståede SRAMliga, hvor jeg skulle prøve at følge med de hurtige B-ryttere.

Vi starter i Österreich.

Nærmere betegnet Bad Goiser am Halstättersee, som er navnet på den smukke sø uden for byen hvorom alperne og to andre byer der også blev passeret i løbet, nemlig Obertraun og Hallstatt, ligger. Jeg ligger desværre ikke inde med billedligt bevis for at jeg skulle have kørt de steder, som jeg nu vil skildre. Dog står jeg på resultatlisten, hvis man nu skulle finde følgende beretning helt urealistisk.

Jeg ankom til St. Johann im Pongau onsdag før løbet om lørdagen, da jeg tænkte jeg kunne kombinere det hele med at få besøgt folkene jeg kender der. Den følgende da var jeg oppe på Conway'en for at begive mig ud på mit første bjergridt og få en smagsprøve på hvad der ventede om blot to dage. Jeg besluttede mig for at køre op til 1800 meters højde til toppen af Gernkogel, som nok er det bjerg jeg har stået allermest på ski på i mit liv. Det skulle blive en lærerig oplevelse. Fra St. Johann kører man af en asfalteret, bred hovedvej op til den lille hotel- og liftby Alpendorf, hvor stigningen rigtig tager fat. Jeg kørte på stor klinge og tænkte at jeg bare lige giver den gas op af det første stejle stykke forbi hotellerne, hvorefter jeg mente den fladede ud - den gjorde den så bare ikke lige. Efter 2 kilometer måtte jeg af cyklen i stegende hede og komme til hægterne. Min store POC-hjelm hjalp ikke ligefrem på det, men det kommer der mere om i SRAMliga-afsnittet. Op kom jeg da i anstændigt tempo. 1200 højdemeter på 12 kilometer, det havde jeg sgu ikke lige på CV'et fra min tid som MTBer i DK.

Vi spoler frem til dagen for løbet. Det var en varm dag... faktisk en pissehamrendes varm dag! POC Trabec for the win! Jeg var meldt til B-feltet, som skulle forcere 3800hm på 119km. Smal sag selvfølgelig...

Det var et kæmpearrangement. Stort expo-område, som fungerede som et slaraffenland for MTB-nørder. Dagen inden var der Eliminator-løb, som blev vundet af den kommende World Cup-vinder, Daniel Federspiel. Fedt at se stjernen real life i stedet for på RedBullTV for en gangs skyld. Derudover var der andet gøgl, som Junior Trophy, altså et børneløb, samt et Unibike Downhill-løb. Det afholdtes dagen efter, så jeg nåede desværre ikke at vidne det noget tossetklingende arrangement.

Lille sidespring. Starten går kl. 9.00 og jeg triller ud af Bad Goisern et eller andet sted i feltet. Efter få hundrede meter drejer vi 90 grader til venstre, og så stiger vejen lige lukt op i himlen. Omkring 10 km med 900hm, altså en gennemsnitlig stigningsprocent på omkring de 9. Ambitiøs start!

Toppen af første stigning, Raschberg

Det gik hurtig op for en af det her Salzkammergut MTB Trophy ikke bare var et tilfældigt motionscykelløb. Det var en folkefest og Bad Goisern var på den anden ende, hele vejen rundt på ruten havde de lokale og turisterne fundet alt fra stole til jacuzzi'er frem hvorfra de heppede på samtlige 4000 ryttere på de forskellige ruter. Det var vildt fedt!

En af "Fanzonerne" langs ruten - her havde de opstillet fontæne til afkøling af ryttere, samt en lille rampe man kunne hoppe på.

Efter første stigning går det ned af og her finder jeg ud af, hvor jeg er bedst i forhold til de andre. Lidt overraskende for mig selv er det på stigningerne. Nedkørslerne er ikke hvad man kender fra XC-løbene herhjemme og det er jo egentlig logisk nok. Når man kører op i 10 kilometer skal man også ned igen og så bliver det svært at lave små, kringlede rodpassagerer krydret med drops, rock gardens og jeg skal komme efter dig. Det var for langt størstedelen grusveje, og der havde jeg lidt problemer med at stole nok på grebet i mine dæk på det meget løse underlag. Tendensen var altså at dem der kørte fra mig på nedkørslerne, dem havde jeg gerne hentet inden vi havde nået toppen forinden.

Efter anden stigning ligger jeg cirka nummer 200. Jeg kørte ikke efter placeringer, da der var så meget andet at koncentrere sig om. Derefter gik det ned af på den mest tekniske nedkørsel i løbet. Forinden ramte vi "Ewige Wand" - "Den Evige Mur" - en hylde, nærmest skåret ind i en klippeside langt over byerne nede i dalen. Ganske fantastisk!

Ewige Wand.

Derefter gik det nedad på en nedkørsel med så mange halvstore sten på at jeg lige når at tænke, "Jeg er edermanme heldig hvis jeg kommer helt ned til bunden uden af punktere", inden jeg ikke kan få drejet cyklen rundt i det næste højresving - hvorfor? Fladt forhjul. Af cyklen, i med slange og pumpe var selvfølgelig løsningen, men min pumpe var ikke i lommen. GEH' LECK! Som en østriger ville sige i samme situation. Så måtte startnummer B483 af sin fine 29er og trække ned at bjerget og efterfølgende tre flade kilometer inden jeg havde held til at støve en pumpe op. Det kostede tid, men jeg skulle jo videre.

De næste 25 kilometer var tilgengæld rigtig fede. Mest fordi der ingen bjerge var. Flad cykelsti langs Hallstättersee, hvor man kunne finde nogle af følges med. Jeg var jo dumpet langt ned i feltet, så jeg blev ved med at finde grupper jeg kunne følge med. Inden længe nåede vi Obertraun hvor der var en feedzone med alskens energi. Efter et hurtig stop kørtede jeg videre mod Hallstatt, hvor jeg begyndte at bekymre mig om en stigning jeg havde hørt nogle skræmmende ting om.

Hallstatt - Salzberg-stigningen er faktisk bjergsiden til højre for husene.

Den vindende A-rytter, Pinto, på vej op ad første del af Salzberg.

Anden og sidste del af Salzberg = 34,5 %

Det var den såkaldte Salzberg-stigning. Vi nåede lige ind i Hallstatt inden ruten knækkede ind mod den klippevæg, som byen lænede sig opad. Jeg ville godt nok heller have være blevet ude ved søen. Fra flad vej til 20 % på få meter! Og sådan fortsatte det bare. Den vildeste switchback-stigning op ad den stejle bjergside. Den var dog pissefed at køre! Jeg lå og overhalede hele vejen op. Alle foran mig trak, mens jeg maste igennem. Lige indtil ekstremt stejl blev til mur. Al ære og respekt for muren i Silkeborg, men prøve lige at se på nedenstående billeder.

Lige inden toppen af Salzberg mødte jeg en ÅMK'er, der havde kørt løbet før. Han kørte fra mig på nedkørslen da jeg var bange for at der ikke var nok klods på til jeg kunne bremse forsvarligt mere. Lidt underligt egentligt, da jeg på de herefterfølgende stigninger kørte nedad. Måske en reaktion der skyldes min store respekt for det der med at køre i bjerge.

I bunden af nedkørslen fra Salzberg kørte vi på en lille bjergvej forbi et vandfald og derefter gik det op af en ny stigning, Rossalm. Halvvejs oppe kørte jeg forbi ÅMK'eren igen (det blev altså til Cycling Nord-sejr i det danske klassement i dag) og havde det egentlig meget godt. Det var godt nok en stigning på en 9-10 kilometer med omkring 800 højdemeter, men der var gået helt Contador i den. I vores startpakke var vi blevet udleveret en lille profil vi kunne klistre på rammen for at se hvornår der skulle køres op og såen. Desværre havde de ikke helt ramt korrekt med hvornår toppen af Rossalm lå. Jeg gav den lidt gas på det her bjerg, så da jeg endte med at skulle køre yderligere 2,5 km end antaget var jeg godt ristet oppe på toppen. Jeg kom dog mig og kørte ned af endnu en af de hurtige nedkørsler til Gosausee, endnu en af de her flotte bjergsøer. Hurtigt stop i feedzone i bunden og så op af den sidste stigning - en lidt kortere sag på omkring 400hm. Sjovt som man begynder at regne i højdemeter i stedet for kilometer når man snakker distance i det her område.

Bunden af Rossalm

Her var jeg godt træt men det var alle omkring mig. Et par A-ryttere kørte forbi mig, men ellers blev jeg ved med at hente folk foran. Som sagt var jeg træt. Normalt har jeg en makspuls på omkring de 200, men på det sidste bjerg her kunne jeg end ikke få den op på 160! Toppen på denne stigning som er navngivet Gosau climb på Strava, og dermed er det også den rigtige navn lå ved 90km-mærket, altså var der 29km hjem. Heldigvis 29 lette kilometer.

Nedkørslen gik fint og det sidste flade stykke var bare en rullesag, selvom jeg dog synes jeg ville køre lidt ræs med dem som jeg kørte ind i Bad Goisern med. Det blev til endnu en Cycling Nord-sejr her, så jeg burde vel snart gøre krav på hele klubbens elitestøtte!

Derefter var der målgang, udlevering af Trophy-tshirt, togtransfer til St. Johann og så lige et par øl mens det bare blev senere og senere. Jeg var lidt træt dagen efter.

Det blev lidt af en smøre, håber det har været spændende og at jeg kan lokke nogle af jer med næste år!

Anaerob tærskel – en lille fortælling om intervaltræning

Hvorfor intervaltræne set fra fysiologisk perspektiv? Én god grund er en lille fætter ved navn ’anaerob tærskel’. Hvad betyder det så?

Menneskekroppen har overordnet tre energisystemer, hvor anaerobe energiprocesser udgør det ene. De anaerobe energiprocesser er de systemer i kroppen, der hovedsageligt arbejder under fysisk aktivitet ved høj intensitet. Allerede der bliver det jo mountainbikerelateret.

Det næste jeg skriver er sikkert ikke helt rigtigt ned til den sidste detalje, men det er i et forsøg på at forenkle snakken, at der går lidt ’børnehave’ i den.

Ud fra ovenstående hedder det sig altså at når vi på vores mountainbikes tonser alt hvad vi kan op af Pikkerbakken, Muren i Silkeborg, de 1 million bakker i Lundby Krat….. you get the picture, så arbejder vi altså anaerobt. Mange der kører intervaller arbejder med og kender til begrebet AT-intervaller, altså Anaerobic Threshold-træning.

Her begynder der så efter min erfaring at gå lidt ged i den rent fysiologisk. Mange vil gerne ligge på intensitet af 85 % af deres makspuls når de kører AT, fordi det er der deres anaerobe tærskel ligger. Personligt bruger jeg ikke så meget det som pejlemærke. Det skyldes bl.a. at hvis jeg arbejder ved 85 % af min makspuls, så har jeg en puls på søller 170slag/min. Det er højt for nogle, men for mig med en makspuls på omkring de 200, så føles 170 altså vitterligt ikke som særligt hårdt.

Nå men tilbage til det der med tærsklen og intervaltræning. Kort og forenklet hedder det sig at når man kører på sin mountainbike og kører så knaldhurtigt at man krydser overskrider sin anaerobe tærskel, så sættes specielle energiprocesser i gang (det er lidt pinligt, men i skrivende øjeblik kan jeg sgu ikke rigtig huske hvad nogle af dem hedder, mener dog en af dem er den såkaldte citronsyrecyklus, men skidt nu med det).

Den anaerobe tærskel kan ikke overskrides i for lang tid af gangen før de anaerobe energiprocesser ikke længere kan opfylde energikravene til træningen, og det er her intervaltræning gør en flot entré. Ved at nedbryde træningen i intervaller med indlagte pauser, er det muligt for kroppen at regenere noget af den tabte energi i pausen og så bruge den igen i næste interval, hvorved AT igen kan opnås.

Som nævnt tidligere er MTB og i særdeleshed XC-løb tæt forbundet med høj intensitet, og ved at træne ved en intensitet der ligger over en persons anaerobe tærskel, kan denne tærskel flytte sig i en positiv retning. I den forstand at man efter en træningsblok med masser af intervaller kan give den endnu mere spade i skoven før ens lunger dratter ud gennem halsrøret.

Det er naturligvis meget mere i det her, men i denne specifikke sammenhæng er det det essentielle og så er det jo bare ski'e rart at køre intervaller!