Dårligste og fedeste løb nogensinde!

Sæsonen 2013 er i gang! For mig i hvert fald. De fleste andre har allerede været lidt i gang i diverse vintercups, men jeg har altså været lidt langsommere til at få mig indskrevet. Det var egentlig heller ikke meningen jeg ville starte i februar, men sagen var den at dette løb foregik i Slettestrand, som jeg både har hørt en helt masse gode ting om, og aldrig før selv prøvet.

Min egen studenterbudgetsprægede cykel er ikke i topform for tiden, men da min Cycling Nord-far, Hans (ingen aldershentydninger selvfølgelig), spurgte mig om jeg ville låne hans Epic til løbet, ville jeg have været et skarn hvis jeg havde afslået. Der var også en del af mine Frederikshavner-træningskammerater der ville dukke op og derudover skulle der diskes op med stor buffet efter løbet, og så var beslutningen lige pludselig ikke længere vanskelig.

Nåh men angående det løb. Jeg vidste godt jeg skulle have nogle tæsk da jeg tilmeldte mig. Har ligget sådan lidt på den lade side den sidste måneds tid med træningen og så’n. Starten gik nede fra stranden hvor jeg allerede på andet tråd fangede noget løst sand som nær havde kastet mig af cyklen, men jeg fortsatte og da løbet hovedsageligt for mit vedkommende var spas og løjer lod jeg det ikke gå mig på. Lige efter gik det også meget godt og halvvejs inde på første omgang havde jeg fanget en gruppe jeg egentlig ikke havde regnet med at ville fange. Jeg var dog ikke blevet helt vant til twister-gearskiftet på Hans’ cykel og det kostede lige en tur af Epic’en, hvorefter jeg ikke kunne komme tilbage på hjul. På de sidste seks omgange tog jeg den på røven tre gange, og så gik der lidt prinsesse i den.

Jeg stillede dog som sagt op uden ambitioner og ruten og dens beskaffenhed mere end opvejede for styrtene. ”Hot diggidy” det var en fed rute og det er dælme langt fra sidste gang jeg tager turen til Slettestrand! Det endte med en 20. plads og tingene taget i betragtning er jeg ski’ egentlig meget godt tilfreds.

Udover dette fantastiske løb, kan jeg også berette at jeg er ”kommet til” at tilmelde mig et modbydeligt løb i Østrig, som jeg vist tidligere har skrevet lidt om. Salzkammergut Trophy på 211 km og 7000hm. Slaget slås i midten af juli og både følelser som forventning og ærefrygt trænger sig på. Men mere om det en anden god gang!

Ride On!

Løbskalender 2013

I en uge der bød på for lidt træning grundet sygdom og andre distraktioner er der ikke så meget at berette på cykelfronten. Jeg har dog alligevel fået lyst til at give jer, kære læsere, et indblik i min løbssæson.

SRAM-ligaløbene bliver mine nok vigtigste løb. Nu skriver jeg 'nok' hvilket jeg ikke gjorde sidst jeg nævnte det, men det skyldes at der i mellemtiden opstod en ren gunstig mulighed for mig i forbindelse med et andet løb. Jeg fik min ilddåb i 24 timers-løbet i Rold sidste år. En halsinfektion og en begrænset forberedelse på omtrent 2,5 md. gjorde det til noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg havde dog heldigvis tre gode makkere i Hans, Anders og Lars, der bar deres del af slæbet. Vi scorede en mere end acceptabel 23. plads i 4-mandsfeltet.

Mit mål inden denne sæson var så en podieplads i selvsamme løb og klasse. Da tilmeldingen til løbet startede havde jeg ikke noget hold og havde egentlig indstillet mig på at agere soigneur for nogle af mine kammerater der har samlet et rigtigt hurtigt hold. Efter en lille FB-chat med Christian blev jeg dog inspireret af idéen om at snuppe den plads han havde sidste år. Nemlig en plads på det vindende 4-mandshold. Jeg skrev til Jonas, som jeg har trænet meget det sidste års tid, og fik efterfølgende lov til at stille til start med ham, Brian og Bruno på det forsvarende mesterhold. En fed lille optur i en for tiden lidt rodet hverdag!

Helt sikkert noget der kommer til at give motivationen et boost i den absolutte rette retning. Jeg beviste for mig selv sidste år at jeg havde disciplinen til en forberedelse der var seriøs nok til at være med helt fremme i Aalborg MTB Challenge, som sikkert var gået markant bedre hvis jeg ikke havde fået så ringe en start. Shit, det bliver jeg godt nok ved at rippe op i. Nå men pointen er at jeg allerede nu er helt klar, rent mentalt til at hjælpe med det titelforsvar som de tre andre drenge går ind i kampen med, og så tror jeg bare det ganske enkelt bliver pissefedt!

Ride On!

En lille træningsfilosofi

Træning er et virkeligt vidt begreb hvis det bare slynges ud i plænum. Jeg er som skrevet i tidligere indlæg idrætsstuderende, og denne blog kommer derfor sikkert til at blive lidt langhåret på enkelte punkter. Der vil komme nogle fagtermer inden for det der kaldes træningsfysiologi, som jeg vil prøve at råde bod på ”as we go”.

Nå men hvordan skal man træne eller hvordan træner jeg skulle det nok hellere omhandle. Det er jo trods alt min blog. Jeg skrev i sidste indlæg at jeg var ambitiøs – ah ha! Så skal man køre RIGTIG mange kilometer og investere masser af tid i sin træning. Det er også helt rigtigt, hvis man er professionel udøver. Jeg har skole, arbejde og alskens andet der skal passes på sidelinjen. Ting som jo reelt er vigtigere end det der med at køre på mountainbike.

Måden jeg træner på vil jeg ikke selv tage æren for. Det er gennem erfaringer jeg har tilegnet mig fra klubkammerater, eksperter, videnskabelige artikler og andre mountainbikere. Inden jeg startede i Cycling Nord kørte jeg aldrig intervaller – vidste knap nok hvad dælen det var. Men det begyndte jeg så på i marts sidste år. Første træning jeg var til stod min klubkammerat Anne for. Vi skulle køre 3x8 minutter så hurtigt, men kontrolleret som muligt. Skide vær’ med det, tænkte jeg og hamrede afsted. Efter to minutter lå jeg i røven af det hele og blev vel egentlig også overhalet med en omgang af de hurtigste.

Jeg blev dog ved med at komme til træningerne og så hurtigt en effekt af de korte intervaller hvor intensiteten var højere end hvad man ville køre på en almindelig ”tur i skoven”. Det er fokuspunktet, og skal være fokuspunktet når man som deltids-MTBer træner løbsspecifikt.

Jeg ser på det sådan her: Til løb vil man jo gerne køre hurtigt. Hvis man kører hurtigt er intensiteten af ens arbejde relativ høj. Derfor dur det ikke bare at køre lange ture, hvor træningsvarigheden er så lang at man ikke kan stresse kroppens energisystemer nok til at de kommer på ”overarbejde” og dermed forbedrer dets effektivitet som energigivende processer. Sammenlign det med badminton. Hvis man aldrig træner sit smash, men gerne vil vinde badmintonkampe, hvordan skal man så kunne mønstre et ordentlig game-winning slag hvis man ikke øver det. Det er det samme her. Hvis man ikke øver sig i at køre hurtigt og ”stresse” kroppen, så kan man selvfølgelig heller ikke køre hurtigt på løbsdagen.

Jeg ved godt der er rigtig mange, det kører MTB for hyggens skyld. Jeg gjorde det selv, og gør det jo egentlig stadig, da jeg nu synes det fede ved MTB er at køre mig selv i smadder i et træningspas, for at opnå en højere træningseffekt.

Træn kort, træn hårdt. Det er sgu bedre end man tror!