Strava stats

søndag den 14. september 2014

Vuelta a España – 21. etape



Vuelta a España lakker mod enden, og det bliver Alberto Contador, der løber med den samlede sejr. Overraskelse eller ej, så er det en fantastisk præstation, af en ryttere, som blot 50 dage føre han overtog førertrøjen i løbet, styrtede og måtte udgå af Touren grundet et brud på skinnebenet. Contador afslog med det samme at han ville blive klar til Vuelta’en, men det hele viste sig at være et spin fra ham selv, da han angiveligt allerede fem dage efter sit styrt på 13. etape i Touren, havde genoptaget træningen. En ting må man dog efterhånden konkludere om Alberto Contador. Uanset omstændighederne, så møder han altid op til cykelløb med ét ekslusivt formål: At vinde.

Froome slutter Vuelta’en bedre end han kom ind i den. Han har ikke ramt sit absolutte topniveau endnu, men han har vist at han er med i en meget selekt gruppe af etapeløbsstjerner, selv når han ikke er i topform.

Valverde kører bare hurtigt i Vuelta’en. Hurtigere end i Tour de France. Selv på de helt store tinder sidder han med helt fremme, og med sin tredjeplads har han tilmed kørt sig i stilling, som topkandidat til VM i Ponferrada. Han er en klasserytter der mestrer det hele. Hans direkte modpart, både her i løbet, men efter al sandsynlighed også til VM, Joaquim Rodriquez kæmpede til det sidste, for at kunne tage noget med hjem fra løbet. Han får selvfølgelig en fjerdeplads, men havde sikkert håbet på mere. Alle der har med cykling at gøre ved at Purito har et niveau, der er en kende højere end hvad han har vist her, og derfor skal man også holde øje med ham til VM. For han vil helt sikkert ikke være låst af forpligtelser til Valverde.

Så er der Aru. The next big thing. Han er virkelig en spændende cykelrytter. Cykelverdenen skriger efter at se ham køre efter en Grand Tour næste år, og Giro d’Italia er oplagt. To flotte etapesejre i Vuelta’en, og en tredjeplads i Giro’en i år bevidner et fantastisk gennembrud for den italienske klatrer, hvis karakteristika minder en del om Contadors. Han er en eksplosiv rytter når det går opad, og han mestrer temposkiftene. Han skal blive meget interessant at følge i 2015. Måske allerede om to uger i Ponferrada.

Der er mange flere der skal nævnes. Dan Martin, Daniel Navarro, John Degenkolb, Lampres lykkeriddere, De Marchis forløsning og Michael Valgrens flotte Grand Tour-debut er blot et par stykker. Det har været et flot løb, og det afsluttes i dag med en kort enkeltstart i Santiago de Compostela.

Umiddelbart ligner det et en etape for specialisterne. Altså folk som Jesse Sergent, Kristof Vandewalle og Rohan Dennis. Men klassementsrytterne har for det meste noget at skulle have sagt i en afsluttende enkeltstart. Froome og Contador kan uden tvivl gøre det rigtigt godt i dag, vi behøver blot at tænke tilbage på den indledende enkeltstart i Dauphine Libere tilbage i juni, hvor Froome vandt og Contador blev toer. Der var enkeltstarten omkring en kilometer længere end i dag. Samuel Sanchez er en anden af favoritterne, der skal nævnes. Han kører en god enkeltstart, især til allersidst i et treugers etapeløb. Han skal også sørge for han ikke lukker Dan Martin forbi, da der ikke er mere end 17 sekunder i mellem dem, og derfor er han opsat på at give den alt hvad remmer og tøj kan holde.

Der er også Wilco Kelderman, som er rigtig skarp i enkeltstarter af denne længde. Lutsenko har været godt kørende sidst i løbet og mestrer også denne disciplin. Derudover er der også Maciej Bodnar, Luis Leon Sanchez, Manuel Quinziato, Adriano Malori, Jerome Coppel og Patrick Gretsch. I virkeligheden er der endnu flere, der kan være med fremme i dag. Det er sidste dag i Vuelta’en og folk er trætte. Det gælder om at have dagen og motivationen. John Degenkolb og Michael Matthews kunne også godt køre en god enkeltstart.

Kristof Vandewalle som vinder giver odds 8,50 (Kilde: Danske Spil), og enkeltstarten i dag passer ham nærmest perfekt. Han var langt væk på løbets første enkeltstart, men den var også for hård til ham. Hvis han har noget tilbage at skyde med, er han et oplagt bud til at tage sejren. Froome til odds 4,50 er heller ikke et ringe spil.

Billede: LaVuelta.com

fredag den 12. september 2014

Vuelta a España – 20. etape



Det mindede helt om da Tony Gallopin vandt sin etapesejr i Touren i år på Bastilledagen, da Adam Hansen holdte det jagtende felt bag sig, og lod sig hylde som vinder af 19. etape, efter en uimodståelig kraftpræstation. Som ventet arbejdede Orica-GreenEDGE og Giant-Shimano benhårdt for at kontrollere etapen, og på toppen af Alto Monte Faro, så det også rigtig fornuftigt ud for Degenkolb og Matthews. Deres hold var imidlertid tyndslidte, og derfor kunne de ikke køre Adam Hansen ind igen, efter han stak afsted på en mindre bakke i finalen. En helt i gennem smuk sejr til manden der kører sin 10. Grand Tour i træk. Hansen har været meget aktiv gennem hele løbet, og fik med sejren reddet Lotto-Belisols Vuelta. Holdets kaptajner, Maxime Monfort og Jürgen van den Broeck, har i hvert fald ikke kunne levere varen på nogen måde.

Der skete ingen forskydninger i klassementet i dag på trods af den hårde finale. Klassementsrytterne tog sig en halv fridag, men det får de ikke lov til i morgen. I alt syv stigninger venter rytterne på den 185 kilometer lange etape fra Santo Esteva de Ribas de Sil til Puerto Ancares, som er en kategori Especial-stigning. Eller en stigning udenfor kategori, som de kaldes i Tour de France. Derudover er der tre kategoriserede stigninger, en kategori 1-, 2- og 3, samt tre andre regulære bjerge, der skal forceres. Alto del Folgueiras de Aigas, kategori 1-stigningen, ligger lige før den afsluttende stigning til Puerto de Ancares, hvor løbet måske finder sin endelige afgørelse. Puerto de Ancares blev brugt så sent som i 2012, hvor Joaquim Rodriquez vandt foran Contador og Valverde. Froome var også med det år, og kom i den anledning ind på femtepladsen. Dengang var etapeafslutning med først Alto del Folgueiras de Aigas, og lige efter Puerto de Ancares, identisk med den der skal køres i morgen, bortset fra at Ancares i år køres fra den anden side, hvilket gør den længere. Joaquim Rodriquez vil hjertens gerne gentage sin sejr fra 2012, men han virker ikke stærk nok til at kunne gentage den bedrift. Lige nu er der fire ryttere, som med stor sandsynlighed ville kunne slå ham.

Den ene af dem er Fabio Aru. Astana-kometen har haft en fantastisk Vuelta, og han vil helt sikkert prøve at ryste Rodriquez og Valverde i morgen, og give den et sidste forsøg for at komme op på podiet. Med etapen i går in mente ser det muligt ud. Han satte i hvert fald dem begge med sit angreb, og selvom der gik taktik i den mellem spanierne, så viste Aru sin store klasse ved at kunne følge med Froome, og tilmed slå ham i spurten.

Valverde har nok næsten kapituleret i forhold til Froome og Contador. Han er på tredjepladsen nu, og den vil han for alt i verden forsvare i morgen. Han har ikke langt op til Froome, men det virker som om at han ikke tror på han kan følge med Froome, når han virkelig træder an. Både på La Farrapona og Monte Castrove har Valverde i hvert fald ikke haft noget svar på Sky-kaptajnens accelerationer. Valverde vil prøve at følge med, men alt tyder på en duel mellem Contador og Froome på Puerto de Ancares’ skrænter i morgen.

Det er i hvert fald det hele cykelverdenen forventer vil ske. Froome har i sidste uge af løbet vist sig fra sin vante side, og er topfavorit, sammen med Contador til at vinde etapen i morgen. Contador udtalte efter gårsdagens etape til Monte Castrove, at han kunne gå med Froome, men at han havde regnet med at Valverde ville lukke hullet for at forsvare sin andenplads. Da Contador indså at hullet var for stort, var der ikke noget at gøre. Man kan selvfølgelig spørge sig selv om den udmelding giver mening, da det virker ukarakteristisk for Contador at lade sin ærkerival slå hul uden at reagere, hvis han havde benene til at følge. Ved første øjekast holder Contadors forklaring ikke helt vand, men om Froome så virkelig er blevet bedre end Contador nu, finder vi ud af i morgen.

Det er i hvert fald sikkert og vist at Froomey vil køre som død og helvede på Puerto de Ancares. Han vil vinde etapen, og han vil prøve at tage tid på Contador. I skrivende stund er det stadig uvist om hans holdkammerat, Cataldo, kommer til start i morgen, efter han styrtede på nedkørslen i dag og pådrog sig en formodet hjernerystelse. Froome har dog stadig et stærkt hold omkring sig, og Sky kommer til at kontrollere etapen i morgen, så de kan få deres etapesejr, og måske sætte fut i kampen om sejren.

For Contador kan ikke føle sig sikker på noget som helst. Ikke efter i går. Hans forspring til Froome er stadig ét minut og 19 sekunder, og selvom enkeltstarten på sidste etape er meget kort, så må han under ingen omstændigheder lade sig distancere fra Froome. Får han problemer med at hænge med fra start af på sidste stigning, så er det bestemt muligt at han kan miste hele sit forspring. Puerto de Ancares er 12,7 kilometer lang og stiger i gennemsnit med hele 8,7 %. Selvfølgelig skal Contador mod forventning have en rigtig dårlig dag, hvis det scenarie skal udspille sig, men Froome vil være klar helt fra bunden af stigningen i håb om at kunne ryste Contador.

Det virker usandsynligt at det skulle blive en dag for det tidlige udbrud. Katusha kan ikke have opgivet endnu, og Sky vil helt sikkert også gerne vinde etapen med Froome, der dog også må betegnes som favorit til enkelstarten på søndag. Hvis Sky dertil har forhåbninger om at Froome skal true Contadors førertrøje så får han brug for al den tid han kan samle, og der er bonussekunderne vigtige. Derfor vil de ikke lade et udbrud holde helt til mål.

Der vil sikkert være nogle der prøver. Måske en rytter som Talansky, der har set bedre kørende ud i slutningen af løbet, vil prøve noget i morgen. Derudover har Louis Meintjes været rigtig flot kørende, og han kunne også være interesseret i at komme med i udbruddet. Luis Leon Sanchez’ bjergtrøje er ikke helt hjemme endnu, og derfor kunne vi også sagtens se ham køre med når etapen sættes i gang. Det ville dog udelukkende være for bjergpointene, for stærk nok til at vinde en etape som denne, er han ikke. Andre bjergstærke ryttere som Sicard, Chaves og Ten Dam er også interessante navne på morgendagens etape.

Det bliver Froomes sidste chance for at bringe sig selv i position til at vinde løbet. Sky vil kontrollere etapen og aflevere Froome på Puerto de Ancares, så han kan køre efter etapesejren og tid på Contador. Contador skal for alt i verden følge med Froome, og gør han det, vil han ikke længere være mulig at hente. Etapevindertippet går til Froome til odds 4,50, men det kan ligeså vel blive rivalen Contador til odds 3,00. Fabio Aru vurderes som den tredjebedste klatrer i løbet lige nu, her på siden. Selvom duellen forventes at stå mellem Froome og Contador, er Aru til odds 10,00 også et rigtig godt spil, hvis der går for meget taktik i den. 

Billede: LaVuelta.com

torsdag den 11. september 2014

Vuelta a España – 19. etape



Der blev skudt nyt liv i kampen om sejren i årets Vuelta i dag, da Froome angreb og distancerede Contador. På den sidste stigning, Monte Castrove, viste Fabio Aru sig som den stærkeste lige foran Froome, der i alt hentede 18 sekunder på Contador, og dermed rykker op på løbets andenplads. Froome er nu blot ét minut og 19 sekunder efter Contador, og dermed ligner den kamp om sejren, som mange havde begravet, en reel gyser inden de sidste tre etaper.

Som bekendt slutter løbet med en enkeltstart på ti kilometer, som Froome, med sin formforbedring, lige nu er storfavorit til at vinde, efter Cancellara nu også har trukket sig fra løbet. Spørgsmålet er hvor meget, og om Froome kan tage tid på Contador på lørdagens bjergetape, hvor der er mål på den frygtelige stigning, Puerto de Ancares. For hvor meget tid kan Contador potentielt tabe til Sky-kaptajnen på den enkeltstart? I Criterium du Dauphine Libere blev løbet indledt med en enkeltstart på godt ti kilometer. Den vandt Froome og Contador blev nummer to, kun otte sekunder langsommere. Den britiske enkeltstartsspecialist er for alvor ved at ramme sit topniveau, men at han skulle kunne tage meget mere end 15-20 sekunder på Contador, virker usandsynligt. Alt kan selvfølgelig ske. Én punktering, og så ser det pludselig sort ud for ”El Pistolero”. En ting er sikkert dog sikkert. Hvis Froome ikke formår at tage yderligere tid på lørdagens etape, så burde det ikke kunne gå galt for Contador.

Valverde ligner nu en mand, der må indfinde sig med en tredjeplads. Godt nok tabte han tid til Aru på dagens etape, men den italienske komet har stadig langt vej op til Valverde, og selvom Puerto de Ancares er lang og ganske modbydelig, så bliver det svært at finde ét minut og 43 sekunder. Rodriquez burde føle sig lidt mere truet. Han er nu under ét minut foran Aru, og hvis han mister yderligere tid på lørdag, skal der ikke særligt meget til før han kan føle sig stærkt truet bagfra inden enkeltstarten, hvor Aru på en god dag, ville kunne tage yderligere sekunder på ham.

Der er lagt op til en hæsblæsende afslutning på Vuelta’en, og etapen på lørdag må man som cykelfan simpelthen ikke gå glip af. Ej heller morgendagens etape. Den ligner umiddelbart ikke noget, der kan skabe forskydninger mellem klassementsrytterne. Under de rette omstændigheder har den dog potentiale til ekstremt underholdende cykelløb. Rytterne skal køre et lang stykke langs kysten nordpå, hvor en stærk vestenvind ville kunne skabe splittelse i sidevinden. Dog ligner de vejrmeldinger der lige nu foreligger for området, ikke noget der burde skabe bekymring. Umiddelbart virker det også til at holde tørt. Våde veje ville kunne gøre den sidste nedkørsel meget spændende.

Det ligner det en dag for udbruddet. Ingen af klassementsholdene kan have særlig stor interesse i at kontrollere etapen, da finalen simpelthen ikke indeholder de elementer der skal til, for at deres kaptajner kan gøre en forskel. Stor udskilning på den sidste kategori 2-stigning, Alto Monte Faro, ville kunne give Valverde en god mulighed for at spurte efter sejren og bonussekunder, men det virker ikke som det mest sandsynlige scenarie.

Det bliver svært at forudsige, for både Matthews og Degenkolb kan potentiel sidde med over den sidste stigning. På 4. etape kom Degenkolb mere problemløst over den kategori 2-stigning der var i finalen, end Matthews, men det skal dog nævnes at stigningen i morgen er noget stejlere. Spørgsmålet er om Giant-Shimano selv tror på det. Degenkolb har hårdt brug for point til sin grønne trøje, men det virker altså som en lidt for stor opgave så sent i løbet. Giant-Shimano kan selvfølgelig få hjælp af Orica-GreenEDGE, men kan Matthews komme med over Alto Monte Faro? Han har været ringere klatrende end Degenkolb i de afslutninger der lignede den her i første uge af løbet. Der er dog forskel på 19. og 4. etape i Vuelta’en, og hvis man ser på Matthews placering i klassementet, er han altså milevidt foran Degenkolb. Det kan også sagtens være at Orica-GreenEDGE alene vælger at tage kampen op i morgen, for at køre Matthews i position.

Hvis dette scenarie udebliver, vil det uden tvivl blive en dag for udbruddet. Det tidlige udbrud har ikke haft meget held den sidste tid, og dagen i morgen er øjensynligt lykkeriddernes allersidste chance. Derfor er der helt sikkert rigtig mange, der vil med i udbruddet i morgen. Det kunne måske være folk som Patrick Gretsch, Rohan Dennis, Amets Txurruka, Guillaume Levarlet eller Adam Hansen. Damiano Cunego kunne også være et godt bud, hvis han er bedre kørende nu. Katusha kunne også meget vel prøve at sende en rytter med i udbruddet. Holdet har stadig ingen etapesejre, og det vil være uacceptabelt for dem at nå målstregen i Santiago de Compostela uden en eneste gevinst. Derfor kunne man godt forestille sig, at holdet ville prøve at sende Alexandr Kolobnev eller Alberto Losada med i udbruddet.

Det er så sent i løbet, at vurderingen af udfaldet på 19. etape, bliver en etapesejr til det tidlige udbrud. Luis Leon Sanchez har vist sig godt kørende på det sidste, og er måske interesseret i at hente yderligere point til bjergtrøjen. Til odds 15,00 (Kilde: Danske Spil), bliver han buddet på vinderen af 19. etape herfra. 

Billede: LaVuelta.com

Vuelta a España – 18. etape



Efter en hæsblæsende etape med brosten og bakker langs den spanske vestkyst, endte det i går i en massespurt, med John Degenkolb som vinder. Vi er i tredje uge af løbet og en gruppe af stærke ryttere viste sig meget svære at indhente i løbets finale, hvilket betød at Degenkolbs Giant-Shimano-hold, gik i komplet opløsning. Der blev det en noget uorganiseret spurt, hvor Valverde prøvede at overraske sprinterne med et et angreb på sidste kilometer. I sidste ende blev det dog en duel mellem Degenkolb og Matthews, som tyskeren trak sig sejrrigt ud af.

Dermed fører Degenkolb nu pointkonkurrencen med 35 point til Valverde, men det kan stadig vise sig svært for tyskeren at vinde den grønne trøje, da de resterende etaper ligger bedst til Valverde. I dag er Movistar-kaptajnen nok endda den allerstørste favorit til at vinde. Rytterne skal køre 157 kilometer fra La Estrada til finalebjerget Monte Castrove, som feltet skal forcere to gange i finalen. Det er en kategori 2-stigning, som er 6,5 kilometer lang og i gennemsnit stiger med 7 %. Første gang den rammes er efter 126,6 kilometer, og anden gang efter 149,3 kilometer. Den sidste tur op af Monte Castrove er tilmed omkring 500 meter længere og stiger 35 meter mere, ifølge road book’en.

Det kan potentielt blive en dag for udbryderne, men kampen om bonussekunder, vil gøre det svært for lykkeridderne, hvis største chance kommer på etapen i morgen. Monte Castrove er en perfekt stigning for ryttere som Valverde og Rodriquez, og deres hold har bestemt incitament til at holde det samlet i dag, så de kan køre om etapesejren. For Valverde handler det hovedsageligt om at udbygge sit forspring til Froome. Med hans power kan han tage et par sekunder på briten, og dertil de ti bonussekunder,hvis altså de kører om etapesejren. Alle sekunder er vigtige, da enkeltstarten på søndag er så kort, at Valverde ville kunne begrænse sit tidstab til Froome.

For Rodriquez handler det måske lidt mere om etapesejren. Med mindre Valverde eller Froome får en dårlig dag i dag eller i overmorgen, så virker det svært for ham at klatre tilbage på podiet, om end han kun er 50 sekunder efter Froome, og yderligere tre efter Valverde. Med ryttere som Daniel Moreno, Giampaolo Caruso, Alexandr Kolobnev og selvfølgelig Rodriquez ville det være meget skuffende for Katusha at afslutte løbet uden en eneste etapesejr. Men sådan er billedet af deres Vuelta lige nu. Det russiske hold vil uden tvivl prøve at holde det samlet i dag, så Rodriquez kan køre efter sejren. Spørgsmålet er om han er stærk nok. Sjette etape til La Zubia lå også perfekt til Purito, men der kunne han ikke gøre noget ved Valverde, der vandt etapen. Om han er stærkere i dag vil vise sig.

Tinkoff-Saxo kan derimod tage det ”stille og roligt”. De har hvad de er kommet efter, og med den afsluttende stigning, der er i vente i dag, burde Contador ikke umiddelbart være i betragtning til sejren mod Valverde og Rodriquez, selvom det ikke kan udelukkes. Sagt på en anden måde, vil Tinkoff-Saxo ikke køre som død og helvede for at bringe det tidlige udbrud tilbage, da de ikke har nogen interesse i at klassementstoppen skal køre om bonussekunderne til sidst. Contador skal følge med, og hvis han føler sig bedre kørende end de andre, angriber han. Det bliver nok lidt samme historie med Froome. Finalebjerget ligger heller ikke perfekt til ham, men han kan heller ikke afskrives. Froome vil uden tvivl være mest opsat på, at tage kampen op mod Valverde på lørdag, hvor stigningerne er længere.

Det bliver en dog en dag hvor alle klassementsrytterne skal være klar. Er der en der har en dårlig dag, vil han ikke kunne følge med på finalebjerget, som kommer til at blive rigtig hårdt. Ryttere som Daniel Martin og Fabio Aru kan også blive giftige i dag. Martin især, er for langt efter i klassementet til at han vil være en trussel i den absolutte finale, og derfor ville han kunne få lov til at stikke afsted. Aru kan også gøre det rigtig godt i dag, men han er ikke tilstrækkeligt langt efter Rodriquez, til at kunne få fripas til angreb. Har han benene, vil han dog prøve.

I går trak nummer syv i klassementet, Robert Gesink, sig ud af løbet grundet et privat anliggende. Han vil derfor ikke optræde på dagens etape, hvor Belkin måske kunne have planer for Wilco Kelderman eller Laurens Ten Dam. Kelderman har været noget ved siden af sig selv i løbet, men kører stadig fornuftigt opad, hvilket hans samlede 15. plads bekræfter. Han er næsten 18 minutter efter i klassement, og kan få lov til at køre med i det tidlige udbrud, eller måske angribe første gang feltet passerer Monte Castrove. Ryttere som Romain Sicard, Louis Meintjes, Cameron Meyer og Damiano Cunego kunne også være folk til det tidlige udbrud. Ryder Hesjedal er også en mulighed, men det er muligt at Garmin vil holde sig samlet i dag, og køre fuldstændigt for Daniel Martin, som er mellem de største favoritter til etapesejren.

Vi kan forvente at se Movistar og Katusha tage hovedparten af arbejdet i feltet, men både Sky og Garmin, kan også have stor interesse i at holde det hele samlet. Bedste bud herfra på en etapevinder er Alejandro Valverde til odds 3,50 (Kilde: Danske Spil). Joaquim Rodriquez må efterhånden være meget opsat på at vinde, så til odds 9,00, er han det næstbedste bud. Daniel Martin til odds 10,00 kan også være lukrativ, og skal der smides et bud på en vinder, fra det tidlige udbrud, er Louis Meintjes til odds 40,00 ret interessant.

Billede: LaVuelta.com

tirsdag den 9. september 2014

Vuelta a España – 17. etape



Alberto Contador konsoliderede sin samlede føring på 16. etape, efter et angreb fra Froome, der mindede om den styrke han havde, da han vandt Tour de France sidste sæson. På karakteristisk vis, trådte Froome, siddende i sadlen afsted, og kun Contador kunne følge ham. På sidste kilometer, med Valverde og Rodriquez distanceret, satte Contador afsted og efterlod Froome, som uden tvivl kørte en intensitet, som han kunne holde til målstregen, men ikke forcere yderligere. Det lignede en afgørelse på Vuelta’en da ”El Pistolero”, med rygende håndpistol, krydsede målstregen på La Farrapona, og udbyggede sit forspring til Valverde, som stadig har et marginalt forspring til Froome, på blot tre sekunder.

Men der er stadig fem etaper tilbage, og det understregede den spanske publikumsfavorit også tidligere i dag, til pressemødet på løbets sidste hviledag. I morgen venter en etape langs den spanske vestkyst med mål ved siden af stranden i A Coruña. Selvom der ikke er bjerge på menuen, og ingen kategoriserede stigninger, så er der små bakker hele dagen, og samlet set, skal rytterne faktisk klatre næsten 3000 meter. Det burde ikke blive en dag hvor favoritholdene skal prøve noget. Kyststrækningerne indbyder selvfølgelig til sidevindskørsel, men vejrudsigten melder om svag vind, som ikke kan få indflydelse på udviklingen af løbet. Dertil er der chance for regn i morgen, så det gælder om for klassementsrytterne at passe ekstra på, hvis vejene bliver glatte.

Det ligner en dag for sprinterne. Nacer Bouhanni er ikke med i løbet længere, og det åbner en dør på klem for de hurtige folk, som ikke har fået noget ud af løbet endnu. Lampre, som stadig er fuldtallig, kunne måske øjne en chance for Roberto Ferrari, som tidligere har vundet en etape i Giro d’Italia, og i momenter set godt kørende ud her i løbet.

Udover Lampre lugter Astana og AG2R potentielt også blod. Astana har Guarnieri og Guardini. Sidstnævnte har dog ikke formået at gøre det store væsen af sig indtil videre, og hvis Astana skal have et topresultat burde det komme fra Guarnieri. AG2R har Yauheni Hutarovich, som på sine gode dage har en topfart, der ville kunne vinde de fleste massespurter. Hviderusseren har dog lidt under Vuelta’en, og det er usikkert hvor stærkt kørende han er lige nu.

Omega Pharma – Quick-Step har Tom Boonen, som hvis deltager i spurten, nok er den største favorit, der er blevet nævnt indtil videre. Han er ikke den supersprinter, som han engang var, da han vandt massespurter i Touren, men han viste på 12. etape med en andenplads, at han er blandt de hurtigste sprintere i Vuelta-feltet lige nu.

Favoritten over dem alle, John Degenkolb, er imidlertid manden der skal slås i morgen. Han kørte med i det tidlige udbrud på bjergetapen i søndags, for at sikre sig flere point til pointkonkurrencen. Han fører lige nu med 10 point til Valverde på andenpladsen, og da forspringet ikke er større, må det betyde at Giant-Shimano uden tvivl vil kontrollere etapen i morgen, så Degenkolb kan vinde etapen og snuppe de 25 point, der venter vinderen på målstregen i A Coruña. 18. og sandsynligvis 19. etape er for hårde til Degenkolb, og derfor skal han vinde etapen i morgen, for at kunne føle sig nogenlunde sikker på, at kunne holde sin føring i pointkonkurrencen. Han kan måske køre en fornuftig enkeltstart på sidste etape, og på den måde snuppe lidt point, men da mulighederne er ved at løbe ud for den stærke tysker, skal han have det maksimale ud af etapen i morgen.

Michael Matthews er også stadig med i løbet, og han kan potentielt blive en kæp i hjulet for Degenkolb. I en regulær massespurt plejer Degenkolb at trække det længste strå mod Matthews, men så langt inde i en Grand Tour, som vi er nu, er det bestemt ikke sikkert og vist, at det også vil være tilfældet i en spurt i morgen. Matthews slog jo Degenkolb på ottende etape, så australieren er også en af de helt store favoritter i morgen.

Der kan ske mange uforudsigelige ting i en massespurt, og derfor skal ryttere som Jasper Stuyven, Gregory Henderson, Robert Wagner, Paul Martens, Vicente Reynes, Yannick Martinez og Gerald Ciolek, også nævnes. Hvis en rytter som Gregory Henderson går hen og vinder etapen i morgen, ville det ikke være det mest mærkværdige, der var sket i tredje uge af et stort etapeløb. Dog er det i en regulær massespurt ret usandsynligt.

Til odds 1,85 (Kilde: Danske Spil) vurderes John Degenkolb, som den absolutte favorit til at vinde etapen. Med tyskerens drive for at vinde pointkonkurrencen, virker det usandsynligt, at et udbrud får lov at køre om sejren i morgen, hvorfor det mest sikre spil på etapevinderen, vil være på en af sprinterne. Roberto Ferrari har tidligere vundet en etape i Giro d’Italia og med et odds på 30,00, er han en mulighed for at smide et lille beløb på, som etapevinder.

Billede: LaVuelta.com