Anaerob tærskel – en lille fortælling om intervaltræning

Hvorfor intervaltræne set fra fysiologisk perspektiv? Én god grund er en lille fætter ved navn ’anaerob tærskel’. Hvad betyder det så?

Menneskekroppen har overordnet tre energisystemer, hvor anaerobe energiprocesser udgør det ene. De anaerobe energiprocesser er de systemer i kroppen, der hovedsageligt arbejder under fysisk aktivitet ved høj intensitet. Allerede der bliver det jo mountainbikerelateret.

Det næste jeg skriver er sikkert ikke helt rigtigt ned til den sidste detalje, men det er i et forsøg på at forenkle snakken, at der går lidt ’børnehave’ i den.

Ud fra ovenstående hedder det sig altså at når vi på vores mountainbikes tonser alt hvad vi kan op af Pikkerbakken, Muren i Silkeborg, de 1 million bakker i Lundby Krat….. you get the picture, så arbejder vi altså anaerobt. Mange der kører intervaller arbejder med og kender til begrebet AT-intervaller, altså Anaerobic Threshold-træning.

Her begynder der så efter min erfaring at gå lidt ged i den rent fysiologisk. Mange vil gerne ligge på intensitet af 85 % af deres makspuls når de kører AT, fordi det er der deres anaerobe tærskel ligger. Personligt bruger jeg ikke så meget det som pejlemærke. Det skyldes bl.a. at hvis jeg arbejder ved 85 % af min makspuls, så har jeg en puls på søller 170slag/min. Det er højt for nogle, men for mig med en makspuls på omkring de 200, så føles 170 altså vitterligt ikke som særligt hårdt.

Nå men tilbage til det der med tærsklen og intervaltræning. Kort og forenklet hedder det sig at når man kører på sin mountainbike og kører så knaldhurtigt at man krydser overskrider sin anaerobe tærskel, så sættes specielle energiprocesser i gang (det er lidt pinligt, men i skrivende øjeblik kan jeg sgu ikke rigtig huske hvad nogle af dem hedder, mener dog en af dem er den såkaldte citronsyrecyklus, men skidt nu med det).

Den anaerobe tærskel kan ikke overskrides i for lang tid af gangen før de anaerobe energiprocesser ikke længere kan opfylde energikravene til træningen, og det er her intervaltræning gør en flot entré. Ved at nedbryde træningen i intervaller med indlagte pauser, er det muligt for kroppen at regenere noget af den tabte energi i pausen og så bruge den igen i næste interval, hvorved AT igen kan opnås.

Som nævnt tidligere er MTB og i særdeleshed XC-løb tæt forbundet med høj intensitet, og ved at træne ved en intensitet der ligger over en persons anaerobe tærskel, kan denne tærskel flytte sig i en positiv retning. I den forstand at man efter en træningsblok med masser af intervaller kan give den endnu mere spade i skoven før ens lunger dratter ud gennem halsrøret.

Det er naturligvis meget mere i det her, men i denne specifikke sammenhæng er det det essentielle og så er det jo bare ski'e rart at køre intervaller!