Weekend dedikeret til MTB

Og det dedikeret med stort 'D', som man siger i popmoderne tale for at understrege graden hvorpå man har opført sig. Det vil jo egentlig bare sige at jeg kørte, men også så, rigtig, rigtig meget mountainbike i den netop overståede weekend, og fy faaen det var fedt - i hvert fald langt størstedelen af det.

Lørdag for to dage siden løb som bekendt Aalborg MTB Marathon for første gang af stablen. Jeg havde påtaget en rolle som ansvarlig for en sektion på ruten, hvilket betød opmarkering af kilometer 94-77 (ja, i omvendt rækkefølge) fredag og lørdag. Det var et stort stykke arbejde følte jeg. Det var det også, men jeg vil i den forbindelse gerne bruge dette indlæg til at udtrykke beundring for de funktionsansvarlige, som havde været i gang med planlægningen af ALT der havde med løbet at gøre det sidste års tid. Fantastisk stykke arbejde, og ligeså fantastisk at være en lille del af.

På selve løbsdagen var jeg tidligt ude for at opsætte en smule ekstra markering, for at føle mig helt sikker på at det hele var tip top. Det var det, og det var dælme fedt at kunne se frontgruppen banke ned af en grusvej 500 meter ude i horisonten!

MTB Frederikshavn-koryfæet Peter Noritaka bankende gennem det aalborgensiske landskab.

Kæmpestort som marathon-løbet var så var min weekends højdepunkt første afdeling af SRAMligaen i Silkeborg - mit første licensløb, og konkurrencemenneske som jeg er kom jeg for at køre med i toppen. 120 kilometers cykling i forbindelse med markering af marathon-ruten havde gjort køllerne tunge, men jeg var kommet for at køre væddeløb.

Allerede fra før starten gik havde jeg lært noget. Man skal ikke bare stille sig i tredje række i startblokken og tænke, "det skal sgu nok blive godt, jeg står da udmærket placeret her". Den er ikke helt god. Selvom jeg stod på omkring tredje række, så var der pludselig 40 ryttere foran mig da feltet blev kaldet frem til startstregen..... der nåede jeg lige at tænke "PIS!"

Men af sted skulle vi jo. Startloopet var egentlig fint med masser af plads til overhaling. Problemet var bare at alle gerne vil overhale og feltet var meget stort. Jeg fik kørt mig en del op inden vi ramte singletracket, men måtte tage albuer og hurtige reflekser i brug, da der pludselig lå to ryttere foran mig på jorden. Aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen skal jeg stå så langt tilbage. Det virker bare ikke i sådan et løb.

Jeg skulle bruge masser af energi i starten, men fik vel kørt mig op i ungefähr 10. position. Så det var fint nok, men grundet min dårlige startplacering havde jeg kørt for stærkt på første omgang hvilket betød et par ryttere kom forbi mig. På tredje og sidste omgang var jeg kommet ind i fin rytme og begyndte at hente et par ryttere. Efter sidste tur ned af Devil's Drop begyndte det dog at sejle.

På det meget tekniske spor efter Devil's Drop, fik jeg strukket min venstre læg på en sjov måde og så var der dømt krampe uden nåde. Få sekunder efter fangede mit forhjul et eller andet uforklarligt på den efterfølgende nedkørsel og mig og cykel fortsatte i hver vores retning. Jeg kom relativt hurtigt videre, men havde tabt en masse placeringer på det og overvejede lidt at udgå, da jeg troede der var en hel omgang igen. Jeg fik dog lidt gange i cyklen igen og fortsatte over målstregen ud på hvad jeg troede var sidste omgang. Vi var åbenbart færdige fortalte en H40-rytter mig da jeg var nået halvvejs ind på fjerde omgang.

En trods alt fed dag i selskab med Danmarks hurtigste MTB-ryttere, endte med en skuffende 19. plads, men heldigvis har jeg mulighed for revanchement allerede på søndag når anden afdeling køres i Bidstrup Skovene nær Roskilde. Det bliver med friske stænger og en ordentlig startplacering! Ellers var det en fin dag for mine to transportbuddies Brian og Anders tog en 4.- og 3. plads i henholdsvis Herre B og H40.

Roskilde Countdown: 6

Katsig-tamtam, intervaller samt teknisk tortur

Sidst jeg skrev nævnte jeg Katsig-løbet, og hvor fedt jeg synes det spor er. Løbet er nu kørt forrige søndag, og det gik egentlig rigtig godt. Mens det gik allerbedst, opstod der dog et lille problem.

Men som sagt startede det godt....... eller, jeg kom ikke rigtig med fra start som jeg gerne ville, da jeg pludselig kom i tanke om jeg ikke havde slået lockouten på min forgaffel fra. Da den ikke lige ville makke ret i første forsøg endte det med at jeg ramte singletracket som nummer syv har jeg fået sjusset mig frem til.

Det der er en rigtig dårlig idé sekunder før en XC-start. Foto: Rene di Nardo

Første omgang var hård. Anders Bregnhøj var kørt fra spids og jeg lå lige efter Jonas fra CN, Rasmus Rye og Anders Bjerregaard med Brian på mellemhånd. Jeg overhalede de tre lige inde vi droppede ned i "hullet" da jeg vidste det var den mest tricky del af ruten. Det gik egentlig fint nok, men da vi kom op følte jeg mig brugt. Jeg troede jeg var færdig da vi nåede op til p-pladsen efter første omgang. Jeg besluttede at begynde at træde mit eget tempo og var rimelig hurtigt tilbage på hjul af gruppen. Inden anden passage af hullet havde Jonas fanget Brian, hvorved vi var blevet den direkte forfølgergruppe til Bregnhøj, der dog var over alle bjerge. Jonas styrtede dog kort efter på nedkørslen, hvorefter han begyndte af falde tilbage. Jeg var imidlertid kommet ind i en god rytme.

Sidst på fjerde omgang - Brian fanget! Foto: Jacob Bo Hansen

Vi var nu nede på tre mand - mig, Rasmus og Anders, stadigvæk med Brian på mellemhånd, jeg satte mig forrest i gruppen og sidst på fjerde omgang havde jeg kørt mig og Rasmus op til Brian. På femte omgang begyndte jeg dog at lave nogle fejl og turen op til gravhøjen sidst på omgangen blev skæbnesvanger. Der var blevet revet en flænge i mit dækket på mit forhjul. Jeg prøvede at køre videre, men trykket i dækket var for lavt og dækket smuttede af fælgen i det sidste venstresving før omgangens sidste bakke.

Konkurrenceminded og skuffet som jeg var lavede jeg en halv Bjarne Riis på min cykel. Ikke noget med at tage den op og svinge den ud i grøften og så'n. Jeg trillede den, en kende arrigt ind i et træ oppe på p-pladsen. Heldigvis var Peter så venlig hurtigt at samle den op og tjekke for skader.

I det mindste havde jeg fået bekræftet at jeg er i god form. Jeg følte mig dog ikke just flyvende da der var intervaltræning i klubben to dage senere. Man føler sig dog sjældent flyvende når man kører 20 minutters-intervaller som den stod på der. Resten af ugen stod også på hård træning med AT-intervaller på ruten i Poulstrup samt lidt bakketræning i Lundby.

I går tog jeg til Silkeborg for at prøvekøre den rute vi skal køre om seks dage til 1. afdeling af SRAM-ligaen. Martin, som stiller til start i elitefeltet og som

nogle gange er med til træning i CN var der også, så efter Simon fra MTBK Silkeborg havde været så venlig at vise rundt på de omkring 180 højdemeter som omgangen består af, kørte vi nogle omgange og fik øvet de sværeste tekniske passager. Min egen personlige erfaring med meget stejle, rodfyldte nedkørsler var vel lig 0 før i går, så jeg fik nogle knobs efter de mange gentagelser på Devil's Drop. Heldigvis var der god moralsk opbakning i Martin der kendte sporet i forvejen og til sidst fik vi has på de stejle nedkørsler.

Jeg har altid synes at Aalborg var et MTB-mekka, og det synes jeg egentlig stadig. Silkeborg er bare anderledes. MTBK Silkeborg er en af landets største og terrænet samt det beliggenhed klos op af byen er helt fantastisk. Dertil er det også en helt vild rute vi skal køre på søndag. Jeg er i hvert fald glad for jeg har prøvet den inden det går løs.

Silkeborg Countdown: 6

Race day.... snart!

Løbssæsonen begynder for alvor at nærme sig. 50 dage til Rold24, godt tre uger til SRAM-liga #1 i Silkeborg, og så er der løb i Katsig Bakker, Frederikshavn den 14. april.

Jeg prøvede endelig Slettestrand-terrænet (lidt af det i det mindste), og det var noget af det fedest jeg har prøvet. Der er i mellemtiden delte meninger om den meget kuperede 2,7 km lange rute i Katsig. Personligt er det min yndlingsrute. Den har det hele. Stejlt op/ned, sving, tekniske passager, hurtige flow-sektioner og tilmed to drops! Samlet stigning på de 2,7 km er vist omkring 180hm, så den er ski'e hård!

Manden med det store skæg er en af hjernerne bag MTB-sporet i Katsig.

Men det skal en rigtig XC-rute også være, og så tror jeg også det passer rigtigt godt til den måde jeg træner på. Jeg læste en artikel omhandlende mekanisk arbejde indenfor XC-disciplinen. Her havde man på en eller anden måde, som jeg ikke lige satte mig ind i, fundet ud af at når man kører ved løbstempo på en given MTB-rute, så opnår man én gang pr. 106 sekunder en såkaldt supramaksimal intensitet. Dette er grundet MTB-rutens sammensætning (stejle bakker) og er selvfølgelig en gennemsnitsværdi, der sikkert varierer en del på andre ruter end lige den, som er brugt i pågældende forsøg. Supramaksimal intensitet er den absolut "hårdeste" intensitet under fysisk aktivitet. Ved denne intensitet arbejder kroppen faktisk hårdere end den egentlig kan, og sådanne intensiteter kan derfor kun opretholdes i ganske kort tid af gangen.

Det er af den grund (vil jeg mene) at de helt korte bakkeintervaller (1min >) er så vigtige indenfor XC, men også intervaller i det hele taget. XC er præget af tempo-, kadence-, effekt-, puls-, intensitetsændringer osv, og når du kører intervaller på XC-specifikke strækninger får du alt dette med. Derudover forbedrer det ens evne til at sænke sin puls hurtigere, gennem de indlagt pauser.

Det var slet ikke det det skulle have handlet om. :P

Race Day Countdown: 9