Strava stats

søndag den 24. februar 2013

Dårligste og fedeste løb nogensinde!


Sæsonen 2013 er i gang! For mig i hvert fald. De fleste andre har allerede været lidt i gang i diverse vintercups, men jeg har altså været lidt langsommere til at få mig indskrevet. Det var egentlig heller ikke meningen jeg ville starte i februar, men sagen var den at dette løb foregik i Slettestrand, som jeg både har hørt en helt masse gode ting om, og aldrig før selv prøvet.

Min egen studenterbudgetsprægede cykel er ikke i topform for tiden, men da min Cycling Nord-far, Hans (ingen aldershentydninger selvfølgelig), spurgte mig om jeg ville låne hans Epic til løbet, ville jeg have været et skarn hvis jeg havde afslået. Der var også en del af mine Frederikshavner-træningskammerater der ville dukke op og derudover skulle der diskes op med stor buffet efter løbet, og så var beslutningen lige pludselig ikke længere vanskelig.

Nåh men angående det løb. Jeg vidste godt jeg skulle have nogle tæsk da jeg tilmeldte mig. Har ligget sådan lidt på den lade side den sidste måneds tid med træningen og så’n. Starten gik nede fra stranden hvor jeg allerede på andet tråd fangede noget løst sand som nær havde kastet mig af cyklen, men jeg fortsatte og da løbet hovedsageligt for mit vedkommende var spas og løjer lod jeg det ikke gå mig på. Lige efter gik det også meget godt og halvvejs inde på første omgang havde jeg fanget en gruppe jeg egentlig ikke havde regnet med at ville fange. Jeg var dog ikke blevet helt vant til twister-gearskiftet på Hans’ cykel og det kostede lige en tur af Epic’en, hvorefter jeg ikke kunne komme tilbage på hjul. På de sidste seks omgange tog jeg den på røven tre gange, og så gik der lidt prinsesse i den.


Jeg stillede dog som sagt op uden ambitioner og ruten og dens beskaffenhed mere end opvejede for styrtene. ”Hot diggidy” det var en fed rute og det er dælme langt fra sidste gang jeg tager turen til Slettestrand! Det endte med en 20. plads og tingene taget i betragtning er jeg ski’ egentlig meget godt tilfreds.

Udover dette fantastiske løb, kan jeg også berette at jeg er ”kommet til” at tilmelde mig et modbydeligt løb i Østrig, som jeg vist tidligere har skrevet lidt om. Salzkammergut Trophy på 211 km og 7000hm. Slaget slås i midten af juli og både følelser som forventning og ærefrygt trænger sig på. Men mere om det en anden god gang!

Ride On!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar