En lille træningsfilosofi

Træning er et virkeligt vidt begreb hvis det bare slynges ud i plænum. Jeg er som skrevet i tidligere indlæg idrætsstuderende, og denne blog kommer derfor sikkert til at blive lidt langhåret på enkelte punkter. Der vil komme nogle fagtermer inden for det der kaldes træningsfysiologi, som jeg vil prøve at råde bod på ”as we go”.

Nå men hvordan skal man træne eller hvordan træner jeg skulle det nok hellere omhandle. Det er jo trods alt min blog. Jeg skrev i sidste indlæg at jeg var ambitiøs – ah ha! Så skal man køre RIGTIG mange kilometer og investere masser af tid i sin træning. Det er også helt rigtigt, hvis man er professionel udøver. Jeg har skole, arbejde og alskens andet der skal passes på sidelinjen. Ting som jo reelt er vigtigere end det der med at køre på mountainbike.

Måden jeg træner på vil jeg ikke selv tage æren for. Det er gennem erfaringer jeg har tilegnet mig fra klubkammerater, eksperter, videnskabelige artikler og andre mountainbikere. Inden jeg startede i Cycling Nord kørte jeg aldrig intervaller – vidste knap nok hvad dælen det var. Men det begyndte jeg så på i marts sidste år. Første træning jeg var til stod min klubkammerat Anne for. Vi skulle køre 3x8 minutter så hurtigt, men kontrolleret som muligt. Skide vær’ med det, tænkte jeg og hamrede afsted. Efter to minutter lå jeg i røven af det hele og blev vel egentlig også overhalet med en omgang af de hurtigste.

Jeg blev dog ved med at komme til træningerne og så hurtigt en effekt af de korte intervaller hvor intensiteten var højere end hvad man ville køre på en almindelig ”tur i skoven”. Det er fokuspunktet, og skal være fokuspunktet når man som deltids-MTBer træner løbsspecifikt.

Jeg ser på det sådan her: Til løb vil man jo gerne køre hurtigt. Hvis man kører hurtigt er intensiteten af ens arbejde relativ høj. Derfor dur det ikke bare at køre lange ture, hvor træningsvarigheden er så lang at man ikke kan stresse kroppens energisystemer nok til at de kommer på ”overarbejde” og dermed forbedrer dets effektivitet som energigivende processer. Sammenlign det med badminton. Hvis man aldrig træner sit smash, men gerne vil vinde badmintonkampe, hvordan skal man så kunne mønstre et ordentlig game-winning slag hvis man ikke øver det. Det er det samme her. Hvis man ikke øver sig i at køre hurtigt og ”stresse” kroppen, så kan man selvfølgelig heller ikke køre hurtigt på løbsdagen.

Jeg ved godt der er rigtig mange, det kører MTB for hyggens skyld. Jeg gjorde det selv, og gør det jo egentlig stadig, da jeg nu synes det fede ved MTB er at køre mig selv i smadder i et træningspas, for at opnå en højere træningseffekt.

Træn kort, træn hårdt. Det er sgu bedre end man tror!