Strava stats

søndag den 24. august 2014

Vuelta a España – 3. etape



Bouhanni levede op til den spåede favoritværdighed med sejren på anden etape, hvilket også sendte franskmanden i løbets pointtrøje. En noget, tilsyneladende, forbavset Valverde var første Movistar-rytter over stregen, hvilket betyder, at han på tredje etape stævner ud mod Arcos de la Frontera, iklædt løbets førertrøje.

Hvor anden etape lå lige til højrebenet for de rene sprintere, bliver tredje etape sandsynligvis lidt anderledes. Feltet skal forcere hele fire 3. kategori-stigninger, med den sidste af disse placeret omtrent 50 kilometer fra målstregen. Selve finalen bliver også hårdere end foregående etapes med en kort stigning på 1,4 kilometer indenfor de sidste to kilometer. Selve målstregen er dog placeret lige efter toppen af denne, så opløbet bliver en smule nedad.

Bouhanni viste i Route du Sud at han magter at køre opad, men tempoet er gerne højere i de store Grand Tours, så om han kan være med i den absolutte finale afhænger af dagsformen.

Umiddelbart ligner det en dag for John Degenkolb, Michael Matthews og Peter Sagan, med favoritværdigheden tippende til førstnævntes fordel. Degenkolb lignede faktisk en mand der kunne have taget kampen op med Bouhanni i dag, hvis han havde været bedre placeret, og hvis Bouhanni sorteres fra inden opløbet i morgen, så er det en stor chance for tyskeren til at tage sin sjette etapesejr i Vuelta’en.

Spørgsmålet er hvor hård afslutningen bliver. Bakkeafslutningen er ikke lang og ikke ekstrem stejl. Derfor bliver det interessant at se hvad den kan skabe af udskilning, især i det øjemed, at selve opløbsstrækningen er let faldende. Bliver det en meget hurtig finale, hvor de store hold virkelig lægger tryk på, så kan det måske være, at ryttere som Gilbert, Kolobnev og måske endda Valverde kan køre med om etapesejren.

Kampen om førertrøjen kan også spille ind og give nogle ryttere et ekstra incitament til at gå efter et godt resultat. Cannondale valgte, lidt overraskende, at satse på Oscar Gatto i dag, men vil med stor sandsynlighed køre for deres superstjerne, Sagan, og dermed prøve at bringe ham i løbets førertrøje. Det kan han komme med blot en andenplads, såfremt Matthews ikke vinder etapen.

Andre hurtige folk der også magter det bakkede terræn, tæller ryttere som Tom Boonen, Moreno Hofland, Gerald Ciolek, eller dagens positive overraskelse Jasper Stuyven, der også tidligere på sæsonen har leveret gode præstationer i kuperede afslutninger, senest i Tour de Wallonie. Filippo Pozzato må man heller ikke undervurdere. Han har haft en ret skidt sæson, men viste glimt af god form i Eneco Tour. Fabian Cancellara er et andet outsidespil til etapesejren, hvis han forsøger et af sine velkendte finisseur-angreb på finalebakken.

Skribenten vælger Degenkolb som etapefavorit til odds 4,50 (Kilde: Bet365) med Gilbert som fidusspil til odds 9,00.

Billede: LaVuelta.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar