Strava stats

tirsdag den 26. august 2014

Vuelta a España – 5. etape



Efter endnu en stegende varm dag i Spanien er det tid til at gøre status. John Degenkolb havde fundet bjergbenene frem på dagens etape, og sad på flot vis med over den sidste stigning inden finalen. Bouhanni blev sat med lidt under tre kilometer til toppen, og prøvede efterfølgende ikke at jage feltet for at komme tilbage, da han rullede over stregen mere end otte minutter efter Degenkolb. Matthews var i lidt større vanskeligheder end forventet, men fik sig slæbt med hjem og sluttede som treer i spurten bag Vicente Reynes og altså Degenkolb. Sagan satte i dag streg under, at hvis vi skal regne med at se noget fra, så bliver det først meget længere inde i løbet. Sloveneren slap hovedfeltet nærmest samtidig med at de ramte dagens sidste stigning.

Med sin tredjeplads på etapen forsvarede Matthews førertrøjen, og strøg til tops i pointkonkurrencen på en delt førsteplads med Degenkolb. Bouhanni blev skubbet tilbage på tredjepladsen, men er kun 12 point efter de to forreste. Matthews og Bouhanni har begge meldt ud, at de gerne vil vinde kampen om pointtrøjen. Men Degenkolb er i en mindst ligeså favorabel position til at snuppe den, som de to andre. Grundet Vuelta’ens bjergrige rute, kan det dog ligeså vel blive en af klassementsrytterne, der løber af med sejren i sidste ende. Således har Alejandro Valverde vundet konkurrencen i de foregående to udgaver af løbet.

Kampen om førertrøjen er mere eller mindre uændret siden i går. Orica-GreenEDGE gik som forventet frem for at forsvare trøjen, og det vil de også gøre i morgen, hvor etapeprofilen igen ser god ud for Michael Matthews.

I finalen skal feltet forcere en 3. kategori-stigning, med top omkring 15 kilometer fra målstregen i Ronda. Stigningen er lidt længere end i dag, men også markant fladere, hvorfor sprinterne burde kunne slæbe sig med op over, og kæmpe med om sejren. Med Bouhannis erklærede mål om at vinde pointtrøjen, har han i hvert fald ikke råd til at sætte så mange point til, som han gjorde i dag, så hans hold vil prøve at holde ham så langt fremme som muligt på stigningen, så han ikke drysser af igen.

Mange af de hurtige folk blev sat i dag. Udover Bouhanni, var Roberto Ferrari, Moreno Hofland, Francesco Lasca, Jasper Stuyven og Tom Boonen alle sammen hægtet godt og grundigt af, da de krydsede målstregen. De er alle sammen folk som godt kan komme med over bakkerne, men om varmen har spillet dem et puds, eller om benene ikke var der i dag, finder vi nok ikke ud af. Alle sammen forventes de dog at være til stede i spurten i morgen, og det er sidste chance for de hurtige folk, inden det torsdag og fredag uden tvivl bliver for svært for dem.

Morgendagens etape vil forløbe i høj grad som i dag. En gruppe lykkeridere vil få et hul, mens Orica-GreenEDGE hovedsageligt, vil holde dem indenfor rækkevide. Giant-Shimano og Francaise des Jeux vil senere hjælpe til for deres kaptajner, og selvfølgelig sørge for at ingen ryttere sidder ude foran. Det skete jo som bekendt for Matthews i Polen Rundt, hvor han troede han havde vundet løbets anden etape, selvom han vandt feltets spurt 21 sekunder efter tjekken Petr Vakoc havde ladet sig hylde, som den rigtige vinder.

Det kommer med stor sandsynlighed ikke til at ske i morgen. Puerto el Saltillo, som den sidste stigning hedder, er simpelthen ikke hård nok til at Matthews slipper af med Degenkolb og Bouhanni, og det bliver han nødt til hvis han vil vinde. Matthews får flere chancer senere i løbet, men selvom han kan, og med hensyn til sin pointtrøje, vil lave et godt resultat i morgen, så kan han ikke slå sine to konkurrenter i en spurt som den i morgen.

Med mindre helvede bryder løs i voldsom sidevindskørsel, så vil favoritholdene i morgen spare på kræfterne, så de er klar til løbets første 1. kategori-stigning på torsdag, hvorpå målet også befinder sig. Favoritterne skal altså passe på sig selv i morgen og holde sig ud af vinden, inden det går løs i bjergene for første gang i år.

Favoritterne er igen Bouhanni, Degenkolb og Matthews, med sidstenævnte som outsider. Veteranen Vicente Reynes kørte i dag en rigtig flot spurt og sluttede på andenpladsen, hvorfor han bestemt skal holdes øje med i morgen. Sidder han i en spurt mod Degenkolb eller Bouhanni, vil han dog ikke kunne vinde. Stigningen vurderes til at kunne forceres af sprinterne, der skal der også holdes øje med Hofland, Ferrari, Lasca, Stuyven, Gatto, Mondory, Boonen og Ciolek, som alle kan lave et godt resultat i morgen.

Nacer Bouhanni til odds 2,75 (Kilde: Bet365) er favoritten her på siden, da det menes han nok skal komme med hovedfeltet hjem. Degenkolb kommer lige efter til odds 3,25. Det vurderes dertil at hvis man skal spille på andre end disse to, skal man håbe på et sent angreb, eksempelvis fra Luis Leon Sanchez (67,00), der kørte flot i Portugal Rundt i netop dette slags terræn. Adam Hansen (67,00), som også forsøgte sig i dagens finale ville også være et godt bud, hvis etapen skal afgøres på denne måde.

Billede: LaVuelta.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar