Strava stats

onsdag den 27. august 2014

Vuelta a España – 6. etape



Det blev det ventede opgør mellem Degenkolb og Bouhanni, der afgjorde femte etape. Selvom Bouhanni på de sidste meter så ud til at være hurtigere end tyskeren, så valgte han den forkerte vej rundt, og kunne ikke komme gennem det hul, der var mellem Giant-Shimano-sprinteren og barrieren. Bouhanni gestikulerede for at indikere, at Degenkolb ikke havde holdt sin linje i spurten, men tv-billederne viste at han intet irregulært foretog sig. En fortjent sejr til den tyske kraftmaskine, der dermed tog sin anden sejr i træk, og sin syvende i Vuelta’en i alt. Vi har helt sikkert ikke set det sidste til Degenkolb.

Før den sidste kategori 3-stigning forsøgte Tinkoff-Saxo på vanlig vis, at splitte feltet i sidevinden. Det så allerførst ud til at lykkes, og Daniel Martin og Garmin blev vækket brat op, da nærmest hele holdet blev fanget på den forkerte side af splittet. Angrebet blev dog relativt hurtigt neutraliseret, og den store udskilning udeblev. Dog kom Garmins løjtnant, Ryder Hesjedal, ikke med tilbage og endte med at tabe over tre minutter til sine konkurrenter. Hvis den tidligere Giro d’Italia-vinder havde gjort sig forhåbninger om et topresultat, så er det løb nu allerede kørt. Hesjedal rygtes dog i super form, og derfor kan vi sagtens kom til at se mere til ham i bjergene. Måske allerede i morgen.

I morgen begynder det nemlig at gå opad for alvor. Tre stigninger skal feltet forcere. En kategori 3, en kategori 2 og til sidst en meget stejl kategori 1-stigning. Kategori 2-stigningen, Alto de Zafarraya, kommer umiddelbart før dagens forplejningszone og har potentielt hårdheden til at sortere mindre klatrestærke ryttere fra. Udskilningen vil dog højst sandsynlig være begrænset, da de store hold gerne vil have så mange folk som muligt med op, og med i den forestående finale.

Det kan blive en dag for et udbrud, men set i lyset af etapens vigtighed og favoritternes chance for at vinde en etape, virker det meget usandsynligt. Den afsluttende stigning, Alto Cumbres Verdes – eller den Høje Grønne Top, er 4,6 kilometer lang og stiger i gennemsnit med hele 7,8 %, hvor flere sektioner er over 10 %. Det er det perfekte bjerg for Joaquim Rodriguez, der selv har sagt at han kan lide etapen.

Det er svært at pege på en vinder i morgen, men én ting er sikker. Michael Matthews kører sin sidste dag i førertrøjen for denne gang. Det faktum har han også selv set i øjnene, hvilket han forklarede i sit post race-interview. Det bliver en dag for de allerstærkeste klatrere. Wilco Kelderman er ikke topfavorit til at vinde etapen, men han er en interessant rytter. Han blev flot nummer syv i Giro’en, og han er stærk på denne slags stigninger. Hans holdkammerat Gesink virker også til at være godt kørende, men har aldrig rigtig formået, at holde tempoet over de tre uger, hvilket selvfølgelig er en nødvendig, for at køre klassement i en Grand Tour. Han er i hvert fald ikke eksklusiv kaptajn, og mister han tid til Kelderman i morgen, kunne man godt forestille sig, at Belkin ville vælge sin kaptajn, når etapen er overstået og analyseret. Hvis det fornemmes at Kelderman i denne optakt favoriseres i forhold til Gesink, så er det korrekt observeret. Før Vuelta’en så Kelderman ud til at være bedre kørende i Tour of Utah, end Gesink i Tour de Pologne.

Alberto Contador er et stort spørgsmålstegn i henhold til den hårde etapeafslutning i morgen. Ud fra hvad han og holdet har vist indtil videre, kunne man godt mistænke ham for at underspille, også selvom Riis har slået fast, at Contador ikke er i ”super form”. I dag dirigerede den spanske publikumsfavorit resolut sit mandskab frem i sidevinden i håb om at tage tid på nogle af konkurrenterne, og på de få bakker der har været indtil videre, har han også set okay ud, men så heller ikke mere. Det er svært at spå om, for han har ikke kørt løb mellem Vuelta’en og Touren, og kunne i den første tid slet ikke træne på grund af den skinnebensfraktur, som han pådrog sig. Det virker usandsynligt at han kan sidde med Froome, Quintana og Rodriquez helt til mål i morgen. Sat med flere minutter bliver han til gengæld heller ikke.

Daniel Martin er ikke nævnt endnu som etapefavorit, men det skal han. Daniel Martin er en eksplosiv rytter, men stadigvæk super i de høje bjerge. Han sluttede i år som nummer to i Fleche Wallone, så der er ingen tvivl om, at han magter de stejle stigninger. Derudover virker han til at være i rigtig god form, og må være meget opsat på at køre et godt klassement, efter skuffelsen tidligere på året i Giro d’Italia. Hvis han er godt kørende i morgen, kan han tilmed slå Rodriquez.

Rodriquez’ holdkammerat Daniel Moreno, må heller ikke forglemmes når vi snakker etapefavoritter. Katusha har et næsten ligeså oplagt bud på en etapevinder i Daniel Moreno, som kaptajn Rodriquez. Moreno kørte et virkeligt godt Vuelta a Burgos, hvor han kun blev slået af Nairo Quintana. Han vandt Fleche Wallone i fjor, så han har både formatet og formen til at køre med i morgen. At Katusha har to så stærke ryttere til etapen i morgen, er selvsagt en stor fordel for det russiske hold, og man kan være sikre på at de nok skal sørge for at kontrollere udbruddet, så deres to spaniere kan køre med om etapesejren.

Movistar har også to stærke kort, nemlig Quintana og Valverde. Quintana kommer stensikkert til at sidde med helt frem helt til mål, da han er i super form. Da det ikke bliver de store tidsforskelle i morgen, og etapen sandsynligvis bliver afgjort i en acceleration mod slutningen, er Quintana ikke storfavorit, da han ikke har det samme powerfulde antrit, som mange af sine konkurrenter. Valverde virker noget mere usikker i den sammenhæng. Umiddelbart passer stigning nærmest perfekt til Valverde, men om han har formen til det er et meget vigtigt spørgsmål. Efter et hårdt Tour de France kan trætheden være ved at indfinde sig, selvom han med sin sejr efterfølgende i San Sebastian, viste at de bekymringer måske er ubegrundede. Han kommer til at have indflydelse, men i hvilken grad er uvis. Hvis Froome og Quintana for alvor skruer tempoet i vejret, kan han ikke være med helt til mål, men ligemeget hvad, så bliver han en uvurderlig hjælp for Quintana.

BMC kører angiveligt for Samuel Sanchez, og etapen ligger også godt til ham, selvom spanieren befinder sig i sin karrieres efterår. Det samme gør Cadel Evans, men han er altid stærk i den første uge af et stort etapeløb, og etapeafslutningen passer ham meget godt. De to BMC-ryttere vil i hvert fald holde sig til, men meget mere end en Top 10-placering skal de nok ikke sætte næsen op efter.

Så er der Fabio Aru. Den italienske komet der fik sit gennembrud i årets Giro d’Italia. Men hvor er han rent formmæssigt? Umiddelbart ser det ikke godt ud! Ligesom Valverde tabte han tid på etapen til Arcos de la Frontera, som Matthews vandt, og i Tour de Pologne, var han langt fra sit vante niveau. Med mindre hans form er steget markant siden, ser det ud til at han ikke kan blande sig i topstriden i morgen. I så fald vil han stadigvæk kunne bidrage med masser af flot cykelløb i bjergene senere i løbet.

Jürgen van den Broeck, Adam Yates, Ryder Hesjedal og Andrew Talansky var alle folk der før løbet, kunne regnes for ryttere, der kunne køre et fornuftigt klassement. De har dog alle sammen tabt for meget tid til, at det kan blive aktuelt, så måske vi får dem at se i morgen i angreb.

Der er også Rigoberto Uran og Warren Barguil, som begge er med i klassementet. Uran viste ikke overdådig form i Tour de l’Ain, men kan være på vej frem. Barguil har virket fornuftigt kørende indtil videre, og hans præstationer i bjergene i Tour de Pologne, kunne være en indikator på, hvad vi kommer til at se fra den talentfulde franskmand i morgen.

Favoritten til sejren i morgen er Joaquim Rodriquez skarpt forfulgt af Froome, Martin og Moreno. Quintana kommer med stor sikkerhed til at overtage løbets førertrøje, med mindre Valverde kører fra alt og alle, hvilket dog virker mindre sandsynligt. Contador skal i morgen vise om han kan være med, mens Kelderman skal prøve at tilvriste sig kaptajnrollen på Belkin. Forvent at se Katusha kontrollere med hjælp fra især Team Sky og Movistar.

Billede: LaVuelta.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar