Strava stats

torsdag den 21. august 2014

Vuelta a España - Optakt



Der er dækket op til en usædvanlig eksplosiv Vuelta-menu, når det tredjestørste etapeløb i verden skydes i gang på lørdag, med den efterhånden traditionelle holdtidskørsel.

Det uventede mandefald blandt favoritterne i årets Tour de France, har fået nogle af verdens største cykelstjerner, til at forskyde toppen af deres formkurver med et par måneder, således deres sæson kan reddes med et stort resultat på Den Iberiske halvø.

Mest iøjnefaldne er to af de helt store, nemlig Christopher Froome og Alberto Contador. Deres tumultariske sæsonforløb gør dog imidlertid, at de ikke på forhånd kan udråbes som eneste bejlere til den røde føretrøje. Her skal den største skepvis vises til Tinkoff-Saxos kaptajn, Contador, der umiddelbart efter sit styrt og skinnebensfraktur på Tourens – symbolsk passende – 13. etape, meldte ud at han ikke ville stille til start i sit hjemlands største cykelløb. Det var kun, godt én uge før løbsstart at Contador selv bekræftede den udmelding, der var kommet fra Bjarne Riis selv om spanierens opstillen.

Anderledes målrettet har Froomes tilgang været til løbet. Han udmeldte nærmest prompte efter sin udgang af Touren, at sæsonens store mål ville være Vuelta’en. Briten har dog virket anderledes uskarp i denne sæson. Hans cykelfysiske formåen kan der næppe stilles spørgsmålstegn ved, og det er begrænset hvor hæmmet hans træningsmæssige optakt har været. Froome startede sæsonen på samme måde som i 2013 med at tage den samlede sejr i Tour of Oman, mens han senere også forsvarede sin sejr i Tour de Romandie. Dog har han set skidt ud i momenter. Han styrtede på Tourens 3. etape, altså før den berygtede pavé-etape dagen efter, hvor han igen styrtede og udgik. Alt det inden feltet nåede de frygtede brosten. I dag skrev Froome selv på twitter.com, at han var styrtet under Team Skys sondring af holdtidskørselsruten i Jerez de la Frontera. Han skulle dog ifølge eget udsagn ikke være kommet alvorligt til skade. På trods af den kenyanskfødte brites inkonsistens i denne sæson, sidder man stadig med fornemmelsen af, at han er den helt store favorit til den samlede løbssejr.

Dog er der masser af andre klassementsryttere, der bliver uhyre interessante at følge de næste tre uger. Selvskrevet er selvfølgelig colombianeren Nairo Quintana, der med sin andenplads i Touren sidste år, og den samlede sejr i årets Giro d’Italia, har slået sit navn fast med syvtommersøm mellem de allerstørste etapeløbsprofiler. Colombianeren beviste også i sidste uge at formen er god, da han vandt etapeløbet Vuelta a Burgos, som for mange klassementsryttere i Vuelta’en, bruges som den sidste optakt og finjustering af løbsformen.

Cadel Evans er ganske vist ikke på toppen af sin karriere længere, men han har ligeledes vist gode takter på det sidste med to etapesejre og en samlet sjetteplads i Tour of Utah. Hans holdbarhed har dog de sidste år ikke kunne række til en podieplacering i nogen Grand Tour. Dertil kommer de to podiekombatanter fra Touren, Thibaut Pinot og Alejandro Valverde, som med deres kraftanstrengelser i den sammenhæng gør at deres klassementsforhåbninger her, nok ikke er store. Valverde har dog VM på hjemmebane, at se frem mod, hvorfor man kunne mistænke ham for, at køre endnu hurtigere i Vuelta’en end i Touren. Så afskrives skal den alsidige spanier bestemt ikke.

Det samme gælder Joaquim Rodriquez, der i sidste sæson var hjerteskærende tæt på at vinde VM. Han var ikke i nærheden at sit vante klatreniveau i Touren, men det helt sikkert af den grund, at den klejne rytter satser stærkt på Vuelta’en og VM i Ponferrada. Sidste års vinder Chris Horner har haft en underlig sæson. Han skulle angiveligt have kæmpet med vægten under Tour de France, men måske har han også haft podiet i Vuelta’en mere for øje. Helt sikkert er, at han ikke er en rytter vi skal regne med til VM, så hans mål må utvivlsomt være en god præstation i dette løb.

Hvad klassementet angår er der stadig en del ryttere der fortjener en benævnelse. Belkin stiller op med to kaptajner i Robert Gesink og den unge komet Wilco Kelderman, som skal ud og prøve sig i dette løb. Astana har Giro-sensationen Fabio Aru med som kaptajn, med en ligeså velkørende Tanel Kangert som andenmand. Dertil er franskmændenes store, fremtidige etapeløbshåb og vinder af to etaper sidste år, Warren Barguil med for Giant-Shimano. Omega Pharma - Quickstep har Rigoberto Uran, som blev nummer to i Giro d’Italia, med til start. Han viste dog i Tour de l’Ain, at han ikke møder op i topform. 

I selvsamme løb sluttede Daniel Martin på tredjepladsen, og mon ikke, at han efter sit styrt og knuste Giro-drøm tidligere på året er topmotiveret til at køre med i toppen af klassementet. Han har vinderen af Dauphine, Andrew Talansky med som hjælperytter. Amerikaneren har ikke kørt et større løb i UCI-regi siden sin medrivende exit i Tour de France, hvorfor det virker sikkert og vidst, at han ikke kan gøre sig klassementet.

Jürgen van den Broeck havde et skuffende Tour de France, og heller ikke han har kørt løb af betydning siden. Belgieren kunne derfor være et bud på en etapevinder, eller en udfordrer til bjergtrøjen. Lotto-Belisol har dog også Maxime Monfort med, som i 2011 sluttede på sjettepladsen i Vuelta’en. Men hans 22. plads i Polen Rundt varsler ikke noget storstilet klassementsangreb fra ham.

Sidst men ikke mindst, Carlos Betancur. Colombianeren, der nærmest tog en helt cykelverden på sengen, da han angreb fra bunden af Muur du Huy i 2013-udgaven af Fleche Wallone, kørte sidste år et flot Giro d’Italia, hvor han sluttede på femtepladsen. I år vandt han Paris-Nice tilbage i april, men han har ikke vist noget tegn på at topformen er til stede umiddelbart før Vuelta’en starter, da han sluttede på en beskeden 92. plads i Vuelta a Burgos.

Vuelta a España 2014 har krydderierne der skal til for at blive en uforudsigelig affære. Skribenten vurderer at Team Skys Christoper Froome vinder klassementet til odds 2,50 (Kilde: Danske Spil). Skulle det glippe for briten forventes Nairo Quintana (2,15) og Joaquim Rodriquez (8,00) som de næste helt store bejlere. Dagens frække bud går til Daniel Martin til odds 50,00.

Følg med her på siden for analyser af samtlige kommende etaper.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar