Alberto Contador konsoliderede sin samlede føring på 16.
etape, efter et angreb fra Froome, der mindede om den styrke han havde, da han
vandt Tour de France sidste sæson. På karakteristisk vis, trådte Froome,
siddende i sadlen afsted, og kun Contador kunne følge ham. På sidste kilometer,
med Valverde og Rodriquez distanceret, satte Contador afsted og efterlod
Froome, som uden tvivl kørte en intensitet, som han kunne holde til målstregen,
men ikke forcere yderligere. Det lignede en afgørelse på Vuelta’en da ”El Pistolero”,
med rygende håndpistol, krydsede målstregen på La Farrapona, og udbyggede sit
forspring til Valverde, som stadig har et marginalt forspring til Froome, på
blot tre sekunder.
Men der er stadig fem etaper tilbage, og det understregede
den spanske publikumsfavorit også tidligere i dag, til pressemødet på løbets
sidste hviledag. I morgen venter en etape langs den spanske vestkyst med mål
ved siden af stranden i A Coruña. Selvom der ikke er bjerge på menuen, og ingen
kategoriserede stigninger, så er der små bakker hele dagen, og samlet set, skal
rytterne faktisk klatre næsten 3000 meter. Det burde ikke blive en dag hvor
favoritholdene skal prøve noget. Kyststrækningerne indbyder selvfølgelig til
sidevindskørsel, men vejrudsigten melder om svag vind, som ikke kan få
indflydelse på udviklingen af løbet. Dertil er der chance for regn i morgen, så
det gælder om for klassementsrytterne at passe ekstra på, hvis vejene bliver
glatte.
Det ligner en dag for sprinterne. Nacer Bouhanni er ikke med
i løbet længere, og det åbner en dør på klem for de hurtige folk, som ikke har
fået noget ud af løbet endnu. Lampre, som stadig er fuldtallig, kunne måske
øjne en chance for Roberto Ferrari, som tidligere har vundet en etape i Giro d’Italia,
og i momenter set godt kørende ud her i løbet.
Udover Lampre lugter Astana og AG2R potentielt også blod.
Astana har Guarnieri og Guardini. Sidstnævnte har dog ikke formået at gøre det
store væsen af sig indtil videre, og hvis Astana skal have et topresultat burde
det komme fra Guarnieri. AG2R har Yauheni Hutarovich, som på sine gode dage har
en topfart, der ville kunne vinde de fleste massespurter. Hviderusseren har dog
lidt under Vuelta’en, og det er usikkert hvor stærkt kørende han er lige nu.
Omega Pharma – Quick-Step har Tom Boonen, som hvis deltager
i spurten, nok er den største favorit, der er blevet nævnt indtil videre. Han
er ikke den supersprinter, som han engang var, da han vandt massespurter i
Touren, men han viste på 12. etape med en andenplads, at han er blandt de
hurtigste sprintere i Vuelta-feltet lige nu.
Favoritten over dem alle, John Degenkolb, er imidlertid
manden der skal slås i morgen. Han kørte med i det tidlige udbrud på
bjergetapen i søndags, for at sikre sig flere point til pointkonkurrencen. Han
fører lige nu med 10 point til Valverde på andenpladsen, og da forspringet ikke
er større, må det betyde at Giant-Shimano uden tvivl vil kontrollere etapen i
morgen, så Degenkolb kan vinde etapen og snuppe de 25 point, der venter vinderen
på målstregen i A Coruña. 18. og sandsynligvis 19. etape er for hårde til
Degenkolb, og derfor skal han vinde etapen i morgen, for at kunne føle sig
nogenlunde sikker på, at kunne holde sin føring i pointkonkurrencen. Han kan
måske køre en fornuftig enkeltstart på sidste etape, og på den måde snuppe lidt
point, men da mulighederne er ved at løbe ud for den stærke tysker, skal han
have det maksimale ud af etapen i morgen.
Michael Matthews er også stadig med i løbet, og han kan
potentielt blive en kæp i hjulet for Degenkolb. I en regulær massespurt plejer
Degenkolb at trække det længste strå mod Matthews, men så langt inde i en Grand
Tour, som vi er nu, er det bestemt ikke sikkert og vist, at det også vil være
tilfældet i en spurt i morgen. Matthews slog jo Degenkolb på ottende etape, så
australieren er også en af de helt store favoritter i morgen.
Der kan ske mange uforudsigelige ting i en massespurt, og
derfor skal ryttere som Jasper Stuyven, Gregory Henderson, Robert Wagner, Paul
Martens, Vicente Reynes, Yannick Martinez og Gerald Ciolek, også nævnes. Hvis
en rytter som Gregory Henderson går hen og vinder etapen i morgen, ville det
ikke være det mest mærkværdige, der var sket i tredje uge af et stort etapeløb.
Dog er det i en regulær massespurt ret usandsynligt.
Til odds 1,85 (Kilde: Danske Spil) vurderes John Degenkolb,
som den absolutte favorit til at vinde etapen. Med tyskerens drive for at vinde
pointkonkurrencen, virker det usandsynligt, at et udbrud får lov at køre om
sejren i morgen, hvorfor det mest sikre spil på etapevinderen, vil være på en
af sprinterne. Roberto Ferrari har tidligere vundet en etape i Giro d’Italia og
med et odds på 30,00, er han en mulighed for at smide et lille beløb på, som
etapevinder.
![]() |
| Billede: LaVuelta.com |

Ingen kommentarer:
Send en kommentar