Første hviledag er overstået og rytterne begiver sig i dag
ud på løbets første af to individuelle tidskørsler. Etapen i søndags viste at
Froome ikke kan være på toppen i bjergene, så han har brug for at finde så
meget tid som muligt på sine konkurrenter i dag. Ruten er 36,7 kilometer lang
og starter med at stige en lille smule de første 11,7 kilometer, hvorefter den
resterende del af ruten til målbyen Borja, er ned ad bakke. Der er dog ikke
tale om nogen teknisk nedkørsel, med kun få halvfemsgradersving undervejs.
Lad os starte med at se på etapefavoritterne, og starte med
den allerstørste, nemlig Tony Martin. Ingen tvivl om at ”Panzerwagen” ikke er i
samme form som under Tour de France, men han har vist lidt af den samme kørsel
her i løbet, og ingen tvivl om at han nok skal være klar, til at køre efter
sejren i dag, som den allerstørste favorit.
Så er der Fabian Cancellara. Han valgte, til manges
overraskelse, at stå af i Tour de France, for at koncentrere sig om VM i
Ponferrada. I Touren, så man ikke meget til ham, men på 9. etape i søndags, sad
han pludselig med favoritgruppen i meget lang tid, inden han faldt fra. Et
klart vidnesbyrd om at hans form er ved at være god, og derfor også skal
medregnes som en af favoritterne til dagens etape. Om han kan slå Tony Martin er
måske ikke usandsynligt. Man skal i hvert fald ikke glemme, at han gjorde netop
det sidste år, på en enkeltstart, der minder meget om den der skal køres i dag.
Udfordrerne til Martin og Cancellara, er ryttere som
Movistars Malori og Castroviejo. Malori viste storform umiddelbart inden Vuelta’en
så vi skal helt sikkert regne med, at han vil køre en hurtig enkeltstart. Trek
har også andre folk end Cancellara. Vandewalle springer først i øjnene, efter
hans flotte sejr foran Malori på den afsluttende enkeltstart i Tour de Pologne.
Derudover er Bob Jungels og Jesse Sergent også rigtige stærke folk i
disciplinen. Belkin har Stef Clement, Cannondale har Bodnar og Cofidis har
Jerome Coppel. Derudover er Lawson Craddock, Tobias Ludvigsson og Nikias Arndt
fra Giant-Shimano heller ikke uden chancer for et godt resultat. Wout Poels fra
Omega Pharma-Quickstep kan også køre en god enkeltstart, og så er der jo
Garmin-Sharp-veteranen, David Millar, som kører sin sidste Grand Tour. Han har
ikke vist de store takter på enkeltstarterne de seneste par år, men mon ikke
han gerne vil prøve, at afslutte karrieren med et godt resultat i sin
trademark-disciplin.
Så kommer vi til spillet om førertrøjen, for den er i høj
grad i spil på dagens etape. Froome ville under normale omstændigheder nærmest
være selvskrevet til trøjen efter denne etape, men som sagt, er han ikke i
topform lige nu. På trods af det, kunne han sagtens ende med at tage tid, på
samtlige konkurrenter i dag. Han har 28 sekunder til Quintana, og det er ikke
uvæsentligt. På trods af Quintanas klejne statur er han en habil
enkeltstartsrytter. Han blev for nyligt nummer to i enkeltstarten i Vuelta a
Burgos, og i Giro’en vandt han bjergenkeltstarten på 19. etape og blev nummer
13 på den flade enkeltstart på 12. etape. Froome ville godt kunne tage 28
sekunder på Quintana, men det kommer helt an på om formen er til det.
Men hvis Froome ikke kan overhale Quintana, så er der jo
lige Contador. Han er kun tre sekunder efter i klassementet og burde holde
Valverde bag sig. Han har efterhånden bekræftet at formen er god nok til at
vinde Vuelta’en, og når den er det, så kører han også en sublim enkeltstart.
Det bliver ikke nok til at vinde i dag. Måske heller ikke nok til at slå
Froome, men det virker usandsynligt at han vil smide sit 25 sekunders store
forspring til briten på dagens etape. Umiddelbart er Contador det bedste bud på
en ny mand i førertrøjen.
Winner Anacona, som kun er 9 sekunder efter Quintana, efter
sin flotte etapesejr i søndags ligner en mand der kan falde et pænt stykke
tilbage efter i dag. Rigoberto Uran kan blive dagens højdespringer. Han er lige
nu på niendepladsen, men burde kunne køre hurtigt nok til at overhale Gesink,
Aru, Rodriquez og Anacona, og dermed hoppe frem på femtepladsen.
Det kan blive dagen hvor Froome melder sig endeligt ind i
kampen om sejren, ved at tage førertrøjen. Det bliver entet ham eller Contador,
der fører løbet efter i dag. Kampen om etapesejren står mellem Fabian
Cancellara og Tony Martin. Cancellara slog Martin sidste år, men har ikke vist
tegn på samme form som i fjor. Derfor vurderes Tony Martin til odds 1,50
(Kilde: Danske Spil) som favorit til at vinde etapen.
![]() |
| Billede: LaVuelta.com |

Ingen kommentarer:
Send en kommentar