Der blev skudt nyt liv i kampen om sejren i årets Vuelta i
dag, da Froome angreb og distancerede Contador. På den sidste stigning, Monte
Castrove, viste Fabio Aru sig som den stærkeste lige foran Froome, der i alt
hentede 18 sekunder på Contador, og dermed rykker op på løbets andenplads.
Froome er nu blot ét minut og 19 sekunder efter Contador, og dermed ligner den
kamp om sejren, som mange havde begravet, en reel gyser inden de sidste tre
etaper.
Som bekendt slutter løbet med en enkeltstart på ti kilometer,
som Froome, med sin formforbedring, lige nu er storfavorit til at vinde, efter
Cancellara nu også har trukket sig fra løbet. Spørgsmålet er hvor meget, og om
Froome kan tage tid på Contador på lørdagens bjergetape, hvor der er mål på den
frygtelige stigning, Puerto de Ancares. For hvor meget tid kan Contador
potentielt tabe til Sky-kaptajnen på den enkeltstart? I Criterium du Dauphine
Libere blev løbet indledt med en enkeltstart på godt ti kilometer. Den vandt
Froome og Contador blev nummer to, kun otte sekunder langsommere. Den britiske
enkeltstartsspecialist er for alvor ved at ramme sit topniveau, men at han
skulle kunne tage meget mere end 15-20 sekunder på Contador, virker
usandsynligt. Alt kan selvfølgelig ske. Én punktering, og så ser det pludselig
sort ud for ”El Pistolero”. En ting er sikkert dog sikkert. Hvis Froome ikke
formår at tage yderligere tid på lørdagens etape, så burde det ikke kunne gå
galt for Contador.
Valverde ligner nu en mand, der må indfinde sig med en
tredjeplads. Godt nok tabte han tid til Aru på dagens etape, men den italienske
komet har stadig langt vej op til Valverde, og selvom Puerto de Ancares er lang
og ganske modbydelig, så bliver det svært at finde ét minut og 43 sekunder.
Rodriquez burde føle sig lidt mere truet. Han er nu under ét minut foran Aru,
og hvis han mister yderligere tid på lørdag, skal der ikke særligt meget til
før han kan føle sig stærkt truet bagfra inden enkeltstarten, hvor Aru på en
god dag, ville kunne tage yderligere sekunder på ham.
Der er lagt op til en hæsblæsende afslutning på Vuelta’en,
og etapen på lørdag må man som cykelfan simpelthen ikke gå glip af. Ej heller
morgendagens etape. Den ligner umiddelbart ikke noget, der kan skabe
forskydninger mellem klassementsrytterne. Under de rette omstændigheder har den
dog potentiale til ekstremt underholdende cykelløb. Rytterne skal køre et lang
stykke langs kysten nordpå, hvor en stærk vestenvind ville kunne skabe
splittelse i sidevinden. Dog ligner de vejrmeldinger der lige nu foreligger for
området, ikke noget der burde skabe bekymring. Umiddelbart virker det også til
at holde tørt. Våde veje ville kunne gøre den sidste nedkørsel meget spændende.
Det ligner det en dag for udbruddet. Ingen af
klassementsholdene kan have særlig stor interesse i at kontrollere etapen, da
finalen simpelthen ikke indeholder de elementer der skal til, for at deres
kaptajner kan gøre en forskel. Stor udskilning på den sidste kategori
2-stigning, Alto Monte Faro, ville kunne give Valverde en god mulighed for at
spurte efter sejren og bonussekunder, men det virker ikke som det mest
sandsynlige scenarie.
Det bliver svært at forudsige, for både Matthews og
Degenkolb kan potentiel sidde med over den sidste stigning. På 4. etape kom
Degenkolb mere problemløst over den kategori 2-stigning der var i finalen, end
Matthews, men det skal dog nævnes at stigningen i morgen er noget stejlere.
Spørgsmålet er om Giant-Shimano selv tror på det. Degenkolb har hårdt brug for
point til sin grønne trøje, men det virker altså som en lidt for stor opgave så
sent i løbet. Giant-Shimano kan selvfølgelig få hjælp af Orica-GreenEDGE, men
kan Matthews komme med over Alto Monte Faro? Han har været ringere klatrende
end Degenkolb i de afslutninger der lignede den her i første uge af løbet. Der
er dog forskel på 19. og 4. etape i Vuelta’en, og hvis man ser på Matthews
placering i klassementet, er han altså milevidt foran Degenkolb. Det kan også
sagtens være at Orica-GreenEDGE alene vælger at tage kampen op i morgen, for at
køre Matthews i position.
Hvis dette scenarie udebliver, vil det uden tvivl blive en
dag for udbruddet. Det tidlige udbrud har ikke haft meget held den sidste tid,
og dagen i morgen er øjensynligt lykkeriddernes allersidste chance. Derfor er
der helt sikkert rigtig mange, der vil med i udbruddet i morgen. Det kunne
måske være folk som Patrick Gretsch, Rohan Dennis, Amets Txurruka, Guillaume
Levarlet eller Adam Hansen. Damiano Cunego kunne også være et godt bud, hvis
han er bedre kørende nu. Katusha kunne også meget vel prøve at sende en rytter
med i udbruddet. Holdet har stadig ingen etapesejre, og det vil være uacceptabelt
for dem at nå målstregen i Santiago de Compostela uden en eneste gevinst.
Derfor kunne man godt forestille sig, at holdet ville prøve at sende Alexandr
Kolobnev eller Alberto Losada med i udbruddet.
Det er så sent i løbet, at vurderingen af udfaldet på 19.
etape, bliver en etapesejr til det tidlige udbrud. Luis Leon Sanchez har vist
sig godt kørende på det sidste, og er måske interesseret i at hente yderligere
point til bjergtrøjen. Til odds 15,00 (Kilde: Danske Spil), bliver han buddet
på vinderen af 19. etape herfra.
![]() |
| Billede: LaVuelta.com |

Ingen kommentarer:
Send en kommentar